Samarra. Den fritliggende, spiralsnoede minaret er en del af den store moské i Samarra, opført under en af abbasidekalifferne i 847. Den over 30 m høje teglstensbygning, hvis form har sin rod i de babyloniske ziggurater, er velbevaret; kun ydermurene står tilbage af selve moskéen, hvis bedehal var så stor, at den kunne rumme hele byens befolkning ved fredagsbønnen.

.

Samarra er en by i Irak ca. 120 kilometer nordvest for Baghdad ved Tigris; 348.700 indbyggere (2003). Byen var i 836-892 hovedstad for den fra Baghdad fordrevne abbasidekalif. I denne periode opførtes mægtige paladser med store haveanlæg, moskéer og vidtstrakte boligkvarterer. Herefter forfaldt byen. Det store ruinområde undersøgtes i 1911-1913 af tyske arkæologer, der blandt andet udgravede vægmalerier i paladserne med figurfremstillinger og dyrefriser; husenes vægge var udsmykket med udskårne stukpaneler. Flere fund er nu i Pergamon-Museum i Berlin. Ruinerne af to store moskéer, den ene Mutawakkils moské, en af verdens største med en vældig, spiralsnoet minaret, vidner om abbasidernes formåen på bygningskunstens område. Byen har et vigtigt shiamuslimsk valfartssted, al-Askari-moskéen eller Den Gyldne Moské, som rummer gravene for den 10. og den 11. imam. Samarra er blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Selvom byen rummer vigtige shiamuslimske helligdomme er hovedparten af befolkningen sunnier. Efter den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 er det flere gange kommet til sammenstød mellem shiaer og sunnier. Moskéen blev alvorligt beskadiget ved bombeterror i 2006 og 2007. Angrebene blev sandsynligvis gennemført af sunnimuslimske oprørere og førte til en optrapning af den sekteriske vold i Irak.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig