I 1979 afløste Saddam Hussein Hasan al-Bakr som præsident. Da Irak året efter indledte et militært angreb mod Iran, blev det indledningen til den otte år lange Iransk-irakiske Krig. Krigen var i perioder meget omfattende og involverede indirekte flere stater ved Den Persiske Golf. Områdets olierige arabiske stater støttede Irak økonomisk, men det lykkedes ikke at tvinge Iran i knæ. I august 1988 indgik parterne en våbenhvile, der dog endnu i 1997 ikke har ført til en egentlig fredsaftale.
Efter krigen var Irak på kanten af økonomisk ruin og forsøgte derfor at presse navnlig Kuwait til økonomiske indrømmelser. Den irakiske regering hævdede, at Kuwait under Den Iransk-irakiske Krig ulovligt havde tilegnet sig olie fra et stort oliefelt på grænsen mellem Irak og Kuwait. Kuwait nægtede at give efter for presset, og den 2.8.1990 besatte Irak landet, hvilket udløste en voldsom international reaktion. I løbet af efteråret 1990 etableredes en international alliance, der krævede total irakisk tilbagetrækning fra Kuwait. Forsøgene på at løse konflikten med fredelige midler slog fejl, og i januar 1991 indledte alliancen en militær aktion mod Irak (se Golfkrigen), som blev tvunget til at opgive besættelsen og indgå en betingelsesløs våbenhvile. Irak måtte påtage sig hele skylden for konflikten og forpligte sig til at betale skadeserstatning til Kuwait og det internationale samfund.
Baghdadregeringens nederlag udløste et dobbelt internt irakisk opgør, idet både den shiamuslimske befolkning i den sydlige del af landet og kurderne i nord gjorde oprør. Begge oprør blev nedkæmpet af regeringen; det internationale samfund etablerede efter nogen tøven en sikkerhedszone for kurderne, og samtidig fik irakiske fly forbud mod at flyve i området nord for 36° n.br. og syd for 32° n.br. (udvidet til 33° n.br. i 1996).
Irak blev i forbindelse med underskrivelsen af den betingelsesløse våbenhvile tvunget til at lade repræsentanter for det internationale samfund inspicere landets våbenindustri, og en FN-resolution slog derefter fast, at Iraks atomare anlæg skulle kontrolleres og landets lagre af kemiske masseødelæggelsesvåben tilintetgøres.
Irak var gennem 1990'erne ramt af sanktioner fordi regimet ikke opfyldte de krav, det internationale samfund stillede. Der var i FN efter krigens afslutning taget initiativ til etablering af et særligt organ, UNSCOM, som skulle sikre, at kravene om inspektion af landets våbenlagre, våbenproduktion og atomkraftplaner kunne gennemføres. UNSCOM blev dog snart fanget i et spil mellem på den ene side FN og på den anden regimet, som hævdede, at kontrollen var en krænkelse af Iraks suverænitet. I 1996 blev der indgået en aftale mellem FN og Irak, som gjorde det muligt for Irak at sælge en del af sin olie på det internationale marked. Indtægterne skulle indsættes på en FN-kontrolleret konto og anvendes til indkøb af ikke-militære varer, medicin, mad og lignende. Vilkårene blev med mellemrum lempet, og selvom USA og Storbritannien i 1998 og 2001 gennemførte bombeangreb mod militære mål i landet, fastholdt regimet sit greb om landet. Efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 anklagede USA landet for at samarbejde med den internationale terrorisme, og i takt med at Irak fik udvidede tilladelser til at sælge olie, skærpede USA sine anklager og lagde gennem FN pres på det internationale samfund for at få det til at godkende en militær aktion, angiveligt for at forhindre fremstilling og oplagring af masseødelæggelsesvåben. Det lykkedes ikke, og USA skabte derfor en militær alliance, "coalition of the willing", med bl.a. Storbritannien og Danmark, som i marts 2003 invaderede Irak. Den 9. april faldt regeringen i Baghdad, og 1. maj erklærede USA's præsident officielt krigshandlingerne for afsluttede. Der blev nedsat en amerikanskledet overgangsadministration, som fik til opgave at udarbejde planer for, hvorledes man kunne etablere nye og demokratiske institutioner. Alliancen kunne ikke finde beviser for, at Irak havde rådet over de masseødelæggelsesvåben, der havde udgjort grundlaget for invasionen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.