Teheran

Teheran, (pers. Tehrān), Irans hovedstad og folkerigeste provins; officielt havde byen i 2005 8 mio. indb. og provinsen 12 mio., men de virkelige tal skønnes at være betydeligt større. Byen ligger i 1000 m højde på et skrånende plateau neden for Elburzbjergene, som adskiller byen fra Det Kaspiske Hav.

I et mellemøstligt perspektiv er Teherans historie kort, da den blot går tilbage til 1000-t. Under Qajardynastiet i 1700-t. blev byen hovedstad, og palads- og byanlæg udbyggedes med bl.a. en ottekantet mur med 12 byporte. Under Pahlavidynastiet i 1900-t. blev byudviklingen forstærket, og shahen flyttede til det nordvestlige Teheran, hvor der i et stort parkanlæg blev etableret paladser til familien, samtidig med at byen blev udbygget til en moderne storby med tydeligt vestligt præg. Bl.a. opførtes mange bygninger i neoklassisk stil af vestlige og eksilrussiske arkitekter. Under den sidste shah og finansieret af landets stigende olieindtægter udvikledes byen til moderne metropol. Shahen lod flere monumentale og prestigeprægede bygningsværker opføre, bl.a. Borj-e-Shahyad ('shah-hyldest-tårnet'), som efter 1979 blev omdøbt til Borj-e-Azadi ('frihedstårnet'). Vejnettet blev udvidet, bl.a. med Kheabun-e-Vali-Ye-Asr, Teherans berømte allé og en af verdens længste bygader. Byvækstens tempo og mangel på byplanlægning førte dog til en kaotisk udvikling, hvor især yderkvartererne voksede ude af kontrol.

Teheran var centrum for opgøret med shahen, og i den islamiske revolution udgjorde byens studenter en vigtig del af fortroppen. Krigen mod Irak (1980-88) medførte betydelige vandringer internt i landet, og mange bosatte sig i hovedstaden. Ligeledes er mange flygtninge fra Afghanistan kommet hertil. Efter 1979 blev bybilledet præget af vægmalerier med revolutionsmotiver, Khomeini-portrætter og slagord foruden af de mange kvinder i sort chador.

Teheran fremtræder i dag som en moderne storby, men uden den historie, som kan give en by karakter. I 1990'erne blev det forsøgt at løse de store problemer for trafik og anden infrastruktur; bl.a. blev der bygget gennemfartsveje med vejtunneler, men den enorme trafik går fortsat jævnlig helt i stå. Der blev også ofret store summer på parkanlæg og på — omdiskuteret — overmaling af revolutionsmalerierne, men Teheran er stadig stærkt plaget af luftforurening både pga. trafikken og byens omfattende industri. Især om sommeren er byen jævnligt dækket af en tyk dyne af smog.

Bygningen af et bybanenet i storbyen indledtes allerede under shahstyret, men den første linje, til forstaden Mehrsharh, åbnede først i 1999. Den første undergrundsbane åbnede i 2000.

Fra 1800-t. er bevaret rester af shahernes residenskvarter i byens centrum med Golestan-palæet som vigtigste bygning. Umiddelbart syd herfor ligger den store basar. Det danske ingeniørfirma Kampsax har i 1930'erne opført Teherans hovedbanegård, mens Jørn Utzon s.m. Hans Munk Hansen (f. 1929) har tegnet en bygning til den iranske nationalbank (1959-62). Blandt mange museer er det betydeligste Det Arkæologiske Museum med samlinger fra forhistorisk tid til 1800-t.

Nattelivet i Tehran er mobilt, unge mænd og kvinder cruiser op og ned ad hovedgaden, og finder man en, man kan lide, bliver der i al hast udvekslet mobilnumre. Radioudsendelse fra 2006.