Tahmasp 1., 1514-1576, iransk shah fra 1524, søn af Ismail 1. Den første del af hans regeringstid var præget af politisk ustabilitet, da rivaliserende kızılbaş-ledere stredes om magten i Iran. Først i 1533 formåede Tahmasp at bringe dem under kontrol, og han var herefter optaget af forsvarskrige mod usbekerne i øst og osmannerne i vest. Tahmasps anden hovedindsats var organiseringen af et bureaukrati til at varetage administrationen.