Ibelin, adelsslægt i det middelalderlige kongedømme Jerusalem. Slægten nedstammede fra en vicegreve af Chartres, Balian 1. (d. før 1155), som skabte sig en politisk position i Mellemøsten. Sønnen Balian 2. (d. 1193) blev gift med kong Amaury 1.s enke og ledede i 1187 det forgæves forsvar af Jerusalem mod Saladin. Ibelinerne blev førende i stormændenes opposition til kongemagten i 1200-t.; efter kongerigets fald 1291 flygtede nogle af dem til Cypern, men mandslinjen uddøde i løbet af det følgende århundrede.