Hittitter. Disse to ca. 90 cm høje tyre er fremstillet af brændt ler; de dateres til omkring 1400 f.Kr. og er fundet i Boğazköy. Ved skulderen er der et hul, der kan hældes væske i, og igennem de to huller, der danner næseborene, kan væsken løbe ud. Dyrene identificeres som Sheri og Hurri, der er vejrgudens tyre i den kongelige hittitiske og i den hurritiske kult. Tyrene har antagelig været brugt til drikofre ved nytårsfesten.

.

Hittitter.

.

Hittitter, hettitter, indoeuropæisk folk, der i 2000-t. f.Kr. fra de russiske stepper trængte ind i Lilleasien og i 1000-t. f.Kr. skabte et rige i det centrale plateau omkring byen Hattush (se Boğazköy). Inden da førte en række bystater i Lilleasien krig med hinanden, og hen imod 1800 f.Kr. synes den stærkeste stat at være Kusshar på det centrale plateau, hvis hersker Anitta efter 1800 f.Kr. erobrede Kanesh og gjorde den til hovedstad; han ødelagde også byen Hattush.

Her opstod Det Hittitiske Rige, idet en efterkommer af den gamle kongeslægt fra Kusshar byggede en fæstning på ruinerne af den gamle by og tog navnet Hattushili 1. 'ham fra Hattush'. Dette rige blev hurtigt udvidet med erobringer mod vest, hvor landet Arzawa lå, og navnlig mod syd til De Kilikiske Porte og til Alalakh, som var havneby for den vigtigste stat i Nordsyrien, Aleppo. Hattushilis efterfølger, Murshili 1., erobrede Aleppo og i 1595 f.Kr. endda Babylon. Han havde imidlertid ingen støtte for sin ekspansion og blev myrdet ved hjemkomsten. Alle erobringerne gik tabt under hans efterfølgere, og et folk nordfra, kashka, trængte frem til tæt på Hattush. Omkring 1500 f.Kr. blev riget delvis genoprettet under kong Telepinu, men efter ham fulgte 50 år med anarki, hvorunder magten i Forasien deltes mellem Mitanni og Egypten.

Under Tudkhalija 1. omkring 1450 f.Kr. begyndte en ny fremgang, som ca. 1380 udvikledes til det hittitiske imperium under Shupiluliuma 1. Han konsoliderede først de hittitiske besiddelser i Lilleasien og erobrede dernæst Mitannis hovedstad. Derfra vendte han sig mod vest og trængte ned til Libanon, idet han underlagde sig alle stater i Syrien, sidst Karkemish i 1353 f.Kr. Hans efterfølger, Murshili 2., konsoliderede og udvidede ca. 1349 f.Kr. hittitternes magt, så han beherskede hele Lilleasien til Det Ægæiske Hav og gjorde hittitterne til den dominerende magt i Forasien. En række krige med Egypten kulminerede i Slaget ved Kadesh i 1285 f.Kr. mellem Muwatalli 2. og Ramses 2., men 16 år efter indgik de to lande en traktat under Hattushili 3.

Den hittitiske glansperiode var dog til ende. Nye magter, i øst Assyrien og i vest Ahhijawa, Det Mykenske Rige, skabte problemer, og ved bronzealderens slutning gik Det Hittitiske Rige til grunde i forbindelse med havfolkenes og andre folkeslags fremtrængen. Den hittitiske magt overlevede dog endnu et par hundrede år i en række småstater i Nordsyrien under konger fra den hittitiske kongeslægt.

Den hittitiske kultur kendes fra tekster fra omverdenen, men navnlig fra arkiver fundet i Boğazköy. De fleste tekster er skrevet på hittitisk med kileskrift og omfatter både historiske beretninger, traktater, breve og religiøse tekster, ikke mindst en række bønner.

Den hittitiske kultur er præget af hurritterne, som hittitterne kom i forbindelse med efter erobringen af Nordsyrien, og det er vanskeligt at isolere de egentlige hittitiske træk. Denne blanding af kulturarv ses fx i kunsten og i litteraturen.

I modsætning til Egypten og Mesopotamien blev hittitterne stort set glemt, og først i 1900-t. er den hittitiske verden blevet genopdaget.

Religion

Hittitisk religion er et komplekst fænomen med flere lag. Det ældste er det oprindelige hattiske element fra 2000-t. f.Kr. eller før med modergudinden, solgudinden fra Arinna, som den vigtigste guddom; andre guder var vejr- eller vandguden Taru og hans datter Inara. Fra de indoeuropæiske hittitter kendes også en mandlig guddom som den højeste gud. Det dominerende træk i sen hittitisk religion er et hurritisk lag, som begyndte ca. 1430 f.Kr., muligvis bragt med af et hurritisk dynasti. Et indtryk af den sene hittitiske religion får man fra reliefferne i helligdommen i Yazılıkaya. Hittitisk religion var dog meget konservativ, og landsbyreligion eksisterede ved siden af den senere statsreligion.

Centralt i statsreligionen stod kongen, der som gudernes tjener skulle dyrke alle guder i sit rige, og hvis vigtigste pligt var et årligt besøg ved de lokale guder til deres årstidsfester. Samtidig skulle han være moralsk ren på hele folkets vegne. En række bønner skulle sikre dette, når en ulykke viste, at der herskede urenhed eller synd.

I myten "guden, der forsvinder" fortælles om Telepinu samt om Teshub, Nerik eller solguden. Der er ikke tale om gudens død, men om hans vrede eller kommen i fjendtlige magters vold med en følgende katastrofetilstand. Guden bringes tilbage vha. magi eller andre handlinger. En anden myte, der er af hurritisk oprindelse, handler om guden Kumarbi og skildrer, hvordan han tager kongemagten over guderne, bliver erstattet af sin søn Teshub og forgæves kæmper for at vinde magten tilbage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig