Faktaboks

Ehud Barak

Ehud Brog

Født
12. februar 1942

Ehud Barak er en israelsk officer og politiker. Han var premierminister 1999-2001. Som højt dekoreret elitesoldat blev Barak i 1991 udnævnt til hærchef. I 1995 blev han indenrigsminister. Efter mordet på Yitzhak Rabin samme år blev han udenrigsminister indtil 1996. I 1997 blev han formand for Det Israelske Arbejderparti.

Ehud Baraks tid som premierminister

Ved valget i 1999 slog han Likuds leder, Benjamin Netanyahu, og som premierminister søgte han at genoplive forhandlingerne med palæstinenserne. Barak trak i 2000 Israels tropper tilbage fra Sydlibanon. Efter at der i efteråret 2000 på ny udbrød uroligheder i de besatte områder på Vestbredden og i Gazastriben, den såkaldte al-Aqsa-intifada, gik fredsprocessen i stå. Barak udskrev nyvalg, som han tabte til Ariel Sharon i 2001. Han forlod derpå politik og bosatte sig en periode i USA.

Perioden efter 2005

I 2005 vendte han tilbage til Israel og stillede op til formandsvalget i Arbejderpartiet, men trak sig pga. ringe opbakning. Barak stillede atter op til formandsvalget i 2007, og denne gang lykkedes det ham at blive formand igen. Efter valget i 2009 indtrådte Barak som forsvarsminister og vicepremierminister i den nye Netanyahu-ledede regering. Beslutningen vakte en del modstand inden for venstrefløjen i Arbejderpartiet.

Barak dannede i 2011 Uafhængighedspartiet for at gøre det muligt at fortsætte regeringsdeltagelsen. I 2013 trak Barak sig tilbage fra politik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig