Ugarit. Det ugaritiske alfabet med sine 30 bogstaver er her skrevet på en lille lertavle fra ca. 1300-1200-t. f.Kr. Tavlen, der er under 5 cm lang, er fundet i paladsanlægget; den findes i dag på Nationalmuseet i Damaskus.
Ugarit, tell Ras Shamra, oldtidsby i Nordvestsyrien ca. 10 km nord for Latakia.
Ugarit har været beboet fra det 7. årtusinde f.Kr. indtil dens ødelæggelse i begyndelsen af 1100-t. f.Kr. Med dens beliggenhed ved Middelhavskysten var den en betydelig handelsby og nåede som bystat en udstrækning på ca. 2000 km2 i bronzealderen.
Udgravninger begyndte i 1929 og foregår stadig. Byen domineres af et kæmpe paladskompleks i den vestlige del og af to templer på byens akropolis, et for Baal og et for Dagan. De vigtigste fund er lertavler, der giver et indblik i ugaritisk religion og sprog.
Ugaritisk er et nordvestsemitisk sprog, skrevet med en særlig alfabetisk kileskrift med 30 konsonanttegn, hvoraf tre betegner stemmebåndslukke fulgt af hhv. a, i og u.
Ugaritisk viser ligheder med de kanaanæiske sprog, fx hebraisk; dog er ā ikke blevet til ō, der findes ingen bestemt artikel, og kasusendelser er bevaret.
Sproget er kendt fra mytologiske, episke, administrative, økonomiske og medicinske tekster og breve fra ca. 1400-1190 f.Kr.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki