Sinop, mindre havneby på den tyrkiske Sortehavskyst; 101.200 indb. (2004). Byen ligger på en smal halvø med havneanlæg til begge sider. Den græske koloni Sinope, filosoffen Diogenes' hjemby, blev ifølge traditionen grundlagt af Milet sent i 600-t. f.Kr. Den blev Sortehavets vigtigste havneby og grundlagde mange kolonier langs kysten. Efter Alexander den Stores erobringer forblev byen uafhængig, indtil den i 183 f.Kr. blev indlemmet i Pontos og gjort til hovedstad; senere blev den erobret af romerne. Tyrkiske seldsjukker indtog byen i 1214, og i 1458 blev den osmannisk. Med sine bevarede fæstningsanlæg, moskéen Alaettin Camii (1267) og et interessant havnemiljø er byen et populært udflugtsmål.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki