Denne artikel omhandler Cyperns historie efter vor tidsregnings begyndelse. Tidligere perioder er behandlet i artiklen om Cyperns forhistorie.

Kristendommens indtog

Cypern regnes for det første kristent styrede område i verden, efter at apostlen Paulus i år 45 havde omvendt øens romerske statholder Sergius Paulus; men først i 300-tallet sejrede kristendommen ligesom i det øvrige Romerrige på Cypern. Ved Romerrigets deling i 395 kom Cypern til Det Byzantinske Rige.

Efter de muslimske sejre i Mellemøsten i 636-642 kom øen til at ligge på den kristne verdens frontlinje mod islam. Det første arabiske angreb på Cypern fandt sted i 647-649. Et minde herom er moskéen Hala Sultan Tekke ved Larnaka, hvor profeten Muhammeds plejemor efter sigende døde. Både arabere og byzantinere foretog gentagne felttog mod Cypern, men det kom aldrig til en egentlig islamisering af Cypern. I 688-965 enedes de byzantinske kejsere og de arabiske kaliffer om at betragte Cypern som et slags fællesområde, der skulle betale skat til dem begge. Først i 965 kom øen fast under byzantinsk herredømme og blev herefter hurtigt integreret i riget. En kraftig økonomisk blomstring fulgte, hvorunder øen især eksporterede vin, salt og tekstiler. Øens gamle hovederhverv, kobberfremstillingen, var derimod for længst ophørt. I 1000-tallet anlagdes midt på øen Lefkosia (Nicosia), som blev dens nye hovedstad. Ved flere lejligheder gjorde statholderen oprør mod kejseren, men først i 1184 lykkedes det tyrannen Isak Komnenos at løsrive øen og lade sig krone som uafhængig kejser af Cypern. Det var første gang siden persernes erobring af Cypern mere end 1500 år tidligere, at øen blev et selvstændigt rige, om end kun kort tid.

Cypern havde en central position i 1100-tallet som støttepunkt for korsfarere på vej til Jerusalem. I 1191 erobrede den engelske konge, Richard 1. Løvehjerte, øen. Han solgte den til tempelherrerne og senere til den franske adelsmand Guy af Lusignan, der tidligere havde været konge af Jerusalem. Guy blev i 1194 efterfulgt af sin bror, Amaury 1., som blev den egentlige grundlægger af det frankiske kongerige Cypern. Amaury skabte et fast styre, som godt nok var baseret på en feudal struktur, men gav kongen en stærk stilling og lod ham beholde den direkte kontrol med fæstningerne.

Cypern fik øget politisk betydning i 1291, da Akko, den sidste korsfarerbesiddelse i Palæstina, faldt til muslimerne. Med Akkos fald blev kongetitlen til Jerusalem endeligt knyttet til Cypern. Herefter blev kongen kronet til konge af Cypern i Nicosia og til konge af Jerusalem i Famagusta. Også kongeværdigheden i det da forsvundne kongedømme Lillearmenien (Kilikien) gik i 1393 over til kongerne af Cypern. Ikke blot juridisk, men også økonomisk og socialt blev Cypern således arving til hele den kristne Levant. Fra Kilikien, Syrien og Palæstina flygtede mange til Cypern, som i 1300-tallet opnåede sin betydeligste blomstring. Nye afgrøder såsom bananer og sukkerrør indførtes, og sukker blev en af øens eksportartikler. Tilrejsende fra Europa beundrede eller forargedes over overklassens luksus og raffinementer; den hellige Birgitta af Vadstena kaldte øen et nyt Gomorra og profeterede, at den ville få en skrækkelig undergang. Af ikonernes stifterportrætter fremgår det, at den cypriotiske overklasse var med på sidste europæiske mode, og i dette multietniske samfund havde tolerance og fælles aktiviteter afløst 1200-tallets intolerance og spænding mellem befolkningsgrupperne.

Sidst i 1300-tallet besatte Genova Famagusta og afkrævede kongedømmet en årlig tribut. Fra 1426 måtte Cypern efter en egyptisk invasion også betale tribut til Egypten. Den alvorligste trussel mod kongerigets selvstændighed blev imidlertid Venedig. Kong Jacques 2. blev gift med en venetiansk adelsdame, Caterina Cornaro, hvis familie havde store sukkerplantager på øen, og da kongen døde uden arvinger i 1474, overtog Caterina selv tronen. Forlydender om, at dronningen overvejede at gifte sig igen, fik i 1489 republikken til at forlange, at hun nedlagde kronen. Hermed sluttede det middelalderlige Cyperns uafhængighed. Venedig gjorde øen til den yderste bastion i sit rige. De store befæstningsværker i Nicosia, Famagusta og Kyrenia vidner stadig herom. Øens stilling var blevet særlig udsat efter de tyrkiske osmanneres erobring af Egypten i 1517, og samtidig steg de sociale spændinger på øen.

Osmannertiden

I 1570 sendte sultan Selim 2. en stor invasionsstyrke til Cypern, som hurtigt indtog Nicosia og resten af øen bortset fra Famagusta, som først faldt året efter. De venetianske forsvarere blev henrettet på grusom vis, men den græske befolkning modtog generelt tyrkerne som befriere. Den romerskkatolske overklasses jord blev fordelt blandt tyrkiske indvandrere og græske bønder, og de græske bisper vendte tilbage til byerne.

Under osmannerne ramtes Cypern af den almindelige økonomiske nedgang i det østlige Middelhavsområde, hvilket hang sammen med handelsvejenes omlægning i 1600-tallet. Drastisk faldende skatteindtægter fik den osmanniske regering til at søge samarbejde med grækerne på øen, herunder den græske kirke. I 1754 fik øens ærkebiskop officiel status som national leder for øens grækere, ethnarch, mod til gengæld at være ansvarlig for skatteopkrævningen blandt dem.

Den tyrkiske regerings forsøg på drastiske forhøjelser af skatterne udløste i 1764 et fælles græsk-tyrkisk oprør mod den tyrkiske statholder, som blev dræbt.

I 1777 udgjorde befolkningen ca. 84.000 indbyggere, heraf 44% kristne. 100 år senere var befolkningstallet steget til 185.000 og den kristne befolkningsdel til 75% heraf.

Udbruddet af Den Græske Frihedskrig i 1821 fik voldsomme virkninger på Cypern og blev mødt af tyrkiske massakrer og konfiskationer mod grækere. I løbet af 1800-tallet gjorde tanker om forening med Grækenland, enosis, sig stadig stærkere gældende, bl.a. stimuleret af lærere og lærebøger, som blev sendt til Cypern fra det Grækenland, som var blevet selvstændigt i 1830. På den anden side skete der efterhånden væsentlige forbedringer i den osmanniske administration af øen, og både grækere og tyrker blev inddraget i styret. Gennem 1800-tallet var den økonomiske udvikling præget af fremgang.

Da Osmannerriget i 1878 overdrog øen til Storbritannien som et protektorat, var den udløsende faktor et pres fra Rusland, som truede med at rende riget over ende. Formelt fik Storbritannien hermed en base i regionen, hvorfra det kunne hjælpe sultanen med at forhindre russerne i at erobre rigets asiatiske områder. Reelt var hovedmotivet at skabe en fremskudt base for Det Britiske Imperiums nye livsnerve, Suezkanalen.

Det britiske styre

Det britiske styre blev positivt modtaget af græsk-cyprioterne. England havde i 1863 overdraget De Joniske Øer til Grækenland, og man forventede, at dette også ville ske med Cypern. Generelt imødeså man forbedret styre og økonomisk fremgang.

Meget skete da også med bl.a. reformer inden for administration og retspleje; men fremgangen blev begrænset især pga. den årlige tribut, som briterne var forpligtet til at betale Osmannerriget som "leje" for Cypern.

For at modvirke det græsk-cypriotiske flertals ønske om enosis, tilslutning til Grækenland, udformede England i 1882 en særlig mandatfordeling for det nyetablerede lovgivingsråd. Det betød, at den britiske administration sammen med det tyrkisk-cypriotiske mindretal kunne blokere flertallets beslutninger. Ordningen medførte, at de to befolkningsgrupper blev vænnet til at indtage modsatte synspunkter.

Cypern forblev formelt under osmannisk herredømme frem til 1914, men da osmannerne gik ind i 1. VerdenskrigCentralmagternes side, annekterede Storbritannien Cypern, som Grækenland fik tilbudt mod at støtte Ententen. Det skete først i 1917, og da frafaldt Storbritannien sit løfte. Efter Osmannerrigets sammenbrud og oprettelsen af den moderne tyrkiske stat afstod Tyrkiet ved Lausannetraktaten i 1923 fra alle krav på Cypern. I 1925 blev Cypern en britisk kronkoloni.

Denne status gav mulighed for nye politiske og faglige aktiviteter, og græsk-cyprioterne genfremsatte deres krav om selvstyre og union med Grækenland. Dette blev ikke imødekommet af briterne, og i 1931 kom det til et spontant græsk-cypriotisk oprør med nedbrændning af "The Government House". Resultatet blev ophævelse af forfatningen og forbud mod politiske partier og foreninger. Mange politiske og faglige ledere blev landsforvist.

Først 2. Verdenskrig bragte en ændring. De politiske partier blev atter tilladt i 1941, og i 1945 blev Det Tyrkisk-cypriotiske Nationale Parti stiftet.

Efter krigen foreslog briterne en lovgivningsreform og et tiårsprogram for social og økonomisk udvikling på Cypern. Men intet mindre end fuld selvbestemmelse kunne nu tilfredsstille græsk-cyprioterne. Fra slutningen af 1940'erne førtes den politiske kamp for dette mål af ærkebiskop Makarios 3. En uofficiel folkeafstemning blandt græsk-cyprioterne i 1950 viste 97% tilslutning til enosis. Trods flertallets ønske afslog FN at give Cypern selvstyre, bl.a. af hensyn til Storbritanniens ønske om en militær hovedbase i Middelhavet.

I 1955 begyndte EOKA med oberst Georgios Grivas i spidsen en guerillakamp mod kolonistyret. Kampen optrappedes, da briterne i 1956 deporterede ærkebiskop Makarios. Storbritannien åbnede i praksis muligheder for Tyrkiets nye politik, nemlig deling af Cypern, hvis det britiske styre ophørte. Situationen forværredes de følgende år, bl.a. da briterne ansatte tyrk-cyprioter som hjælpepoliti. Fra 1958 kæmpede også en tyrk-cypriotisk modstandsorganisation mod EOKA, og konflikten fik karakter af borgerkrig.

I 1959 indgik Storbritannien, Grækenland og Tyrkiet en aftale, som indebar, at Storbritannien beholdt to baseområder i øens sydlige del, at græsk-cyprioterne måtte opgive union med Grækenland, og at Tyrkiet måtte opgive en deling af øen. Efter stærkt pres fra britisk side godkendte Makarios aftalerne.

Selvstændigheden

Den 16. august 1960 blev Cypern en uafhængig republik med Makarios som præsident. En uge efter optoges Cypern i FN og et år efter i Commonwealth. Forfatningen er enestående derved, at den direkte begrænser flertallets ret til at bestemme. Tyrk-cyprioterne, 18,3% af befolkningen, fik garanteret 30% af pladserne i parlament og administration og 40% i hær og politi, og desuden fik de vetoret, hvilket i perioder var ved at lamme lovgivningen. I tre år kunne regeringen fx ikke opkræve normale skatter. Makarios fremsatte i 1963 et 13-punkts-forslag til revision af forfatningen. Spændingen steg, og en væbnet konfrontation brød ud. Efter mislykkede mæglingsforsøg i FN- og NATO-regi oprettedes i 1964 en neutral zone mellem parterne, og FN indsatte fredsbevarende styrker, bl.a. danske.

Tyrk-cyprioterne, der før levede spredt på øen, blev nu samlet i områder, der var adskilt fra græsk-cyprioterne. Isoleringen forhindrede en normalisering og øgede den økonomiske kløft mellem de to folkeslag. I 1967 tog en militærjunta magten i Grækenland, og spændingen på Cypern steg. I strid med aftalerne overførtes tusinder af græske soldater til Cypern. Efter tyrkiske luftangreb i 1967 greb både FN, USA og NATO ind for at forhindre krig. Tyrkiet afstod fra invasion, mod at general Grivas samt de græske styrker, der oversteg garantiaftalens 950 mand, blev sendt tilbage til Grækenland. I 1974 udfordrede Makarios den græske junta og krævede den 2. juli de græske officerer i nationalgarden hjemkaldt. Juntaen svarede igen med et militærkup på Cypern, udført af de selvsamme officerer. Makarios undslap via de britiske baser. Den 20. juli invaderede Tyrkiet Nordcypern efter en længe fastsat plan og retfærdiggjorde invasionen med det græske militærkup og udnævnelsen af ekstremisten Nicos Sampson til præsident. Men da juntaen tre dage efter faldt, og konstitutionelle forhold genindførtes på Cypern, blev de tyrkiske tropper ikke trukket tilbage; tværtimod blev det besatte område udvidet. FN's generalforsamling krævede enstemmigt — dvs. også med Tyrkiets stemme — alle fremmede troppers tilbagetrækning og alle flygtninges ret til at vende hjem i sikkerhed. Invasionen tvang 180.000 græsk-cyprioter til at flygte fra nord og 40.000 tyrk-cyprioter fra syd.

Der blev fra 1977 i FN-regi ført en lang række resultatløse forhandlinger mellem de to parter, og i 1983 udråbtes Den Tyrkiske Republik Nordcypern med Rauf Denktaş som præsident. Den er imidlertid kun blevet anerkendt af Tyrkiet.

Cypern fik i 1973 en associeringsaftale med EF og videreudviklede relationerne til EU. Resultatet heraf var en toldunionsaftale i 1987 og ansøgning om medlemskab i 1990. Optagelsesforhandlinger indledtes i marts 1998. Tyrk-cyprioterne blev af præsident Klerides opfordret til at udpege egne medlemmer til forhandlingsdelegationen, men undlod at svare. Cyperns tilpasning til EU's lovværk er foregået løbende, og i foråret 2002 blev langt de fleste kapitler færdigbehandlet. Den 1. maj 2004 blev Cypern officielt medlem af EU. I januar 2002 indledtes i FN-regi direkte forhandlinger mellem Klerides og den tyrk-cypriotiske leder Denktaş med sigte på at finde en løsning på Cypernproblemet inden juni 2002. Det lykkedes ikke, og heller ikke fornyede forhandlinger fra 2008 gav resultat. I 2014 fremkom parterne med en fællesudtalelse, som skulle danne grundlag for videre forhandlinger; disse gik dog i stå senere på året. Forhandlingerne mellem Nord og Syd blev genoptaget i 2015.

Cypern blev voldsomt ramt af en økonomisk krise i 2012, da økonomien i høj grad var forbundet med den kriseramte græske økonomi. Cypern måtte søge om bistand fra EU til at understøtte landets banker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig