Egypten i oldtiden - handel og økonomi, Gennem hele oldtiden var der rigelig opdyrkelig jord i Egypten. Der faldt dog så lidt nedbør, at overrisling fra slutningen af 3000-t. var en forudsætning for opdyrkning. Dette lod sig gøre i kraft af Nilens årlige oversvømmelser, og i perioder med stabile oversvømmelser var det egyptiske landbrug i stand til at yde et betydeligt overskud. En del af befolkningen kunne derfor mobiliseres til produktion af forarbejdede varer og tjenesteydelser; det gjaldt både ufaglært arbejdskraft, håndværkere, skrivere og hele det bureaukrati af embedsmænd, der skulle til for at koordinere samfundets funktioner, samt fra Nye Rige en professionel hær og et professionelt præsteskab. Med en så kompleks erhvervsstruktur og med et befolkningstal, der i faraonisk tid antages at have udviklet sig fra ca. 300.000 til 4 mio., var økonomisk integration en nødvendighed. Man måtte udveksle varer og tjenesteydelser på kryds og tværs af erhvervsgrupperne. Denne udveksling udfoldede sig i tre forskellige mønstre, som gennem hele oldtiden optrådte i et komplekst samspil.

Redistribution

Grundenheden i den egyptiske økonomi var den individuelle husholdning, som var redistributivt organiseret, dvs. at der fra centralt hold skete en omfordeling af resurser. I perioder med stærk centralmagt foregik storstilet redistribution især i statens regi. Grundlaget for denne statslige redistribution var godser, som ved kongeligt dekret blev tildelt kronens institutioner og templerne overalt i riget, foruden rettigheder til udnyttelse af mineraler og råstoffer. Statslige ejendomme og rettigheder blev udnyttet vha. institutionernes eget personale; statsejet jord blev desuden udloddet til privat forpagtning og som belønning for tjenester over for kongen og guderne. I tilgift til egen produktion, forpagtningsafgifter og skyldige tjenesteydelser havde institutionerne indtægter i form af skatter. De resurser, som staten således kunne råde over, blev bl.a. redistribueret som løn for medvirken i offentlige arbejder, fx for deltagelse i konstruktion, vedligeholdelse og drift af templer og paladser, i rigets administration eller i militærtjeneste, minedrift og statslig produktion. Derved sikrede man et højt organisations- og beskæftigelsesniveau og en bred fordeling af velstand. Endvidere lagde man vægt på at opbygge statslige kornforråd, der kunne deles ud af ved religiøse fester og i krisesituationer.

Reciprocitet

Udveksling af varer og tjenester kunne være led i parternes gensidige sociale forpligtelser. I henhold til begrebet maat gik denne gensidige forpligtelse fortrinsvis gennem lodrette strenge i egypternes gennemført hierarkisk opbyggede sociale system. Udveksling mellem individer tilsigtede i princippet balance i de gensidige ydelser, men i praksis var der altid en øjeblikkelig overvægt i en af parternes favør. Dette sikrede, at gensidighedsforpligtelsen kunne fortsætte endog ud over døden i form af begravelse, arv og dødekult. Der var altså også her tale om udveksling af gaver og tjenester, og udvekslingsværdien har været styret af tradition og moralnormer frem for af udbud og efterspørgsel.

Markedet

Maat foreskrev til gengæld ingen forpligtelse til horisontal solidaritet. Der var altså ikke nogen religiøs eller moralsk begrundet forpligtelse til gensidighed mellem individer, der ikke stod hinanden nær i ovennævnte forstand. Udbud og efterspørgsel kan meget vel have spillet en rolle i prisdannelsen på det egyptiske marked, men markedet havde sine regulerende mekanismer. I perioder med stærkt centralstyre blev der fx kanaliseret store mængder af korn gennem institutionernes lagre, hvilket stabiliserede kornpriserne på et relativt lavt niveau. Der var imidlertid ikke tale om aktiv og målrettet statslig indgriben; tværtimod deltog institutionerne selv på markedet vha. professionelle agenter, shutyw. I perioder med udeblivende oversvømmelser eller svag centralmagt, fx sent i det 20. dynasti, steg kornpriserne til gengæld flere hundrede procent.

Da oldtidens egyptere intet egentligt møntvæsen havde, bestod en handelstransaktion i udveksling af varer eller tjenesteydelser. Løn for udført arbejde blev ligeledes udbetalt i naturalier. En vares værdi blev beregnet efter standardiserede vægtmål i sølv eller kobber. Det nærmeste, man kom penge i moderne forstand, var derfor sølv eller kobber udloddet efter disse mål. Prisfastsættelsen foregik under begge parters tilstedeværelse ofte på markedspladser ved flodbredden.

Egypterne deltog aktivt i den internationale handel, bl.a. gennem de omtalte shutyw, der enten handlede på egne vegne eller som repræsentanter for velhavende privatfolk og statslige institutioner.

I Nye Rige eksisterede desuden et internationalt "broderskab" af storkonger. Handelen mellem dem bestod i, at kongerne sendte hinanden storstilede gaver og fik gaver igen efter reciprocitetsprincippet. Disse forsendelser var ceremonielle højdepunkter i langvarige forhandlingsforløb, der kunne involvere både diplomatiske ægteskaber og politiske alliancer. Det betød dog ikke, at man slavisk fulgte etiketten. Skønt en forsendelse af gaver indgik i et gensidigt forpligtelsesforhold mellem en farao og en anden storkonge, blev de modtagne varer over for lokalbefolkningen gerne udlagt som en pligtskyldig gave eller tribut. Kilderne viser, at der i praksis kunne være stor uenighed mellem "brødrene" om en "gaves" værdi, især når det drejede sig om guld. Broderskabsideologien og den deraf følgende gensidighedsforpligtelse har således tjent til at lægge en dæmper på markedsmekanismernes indvirkning på den diplomatiske handel i en verden, hvor det var anerkendt praksis at tage med magt, hvad man ikke kunne opnå gennem diplomati.

Læs videre om samfundsforhold i oldtidens Egypten eller læs om Egypten i oldtiden generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig