Al-Najaf, by i det centrale Irak 130 km syd for Baghdad; 1,39 mio. indb. (2014).

Byen blev grundlagt af Harun al-Rashid (kalif 786-809). Ifølge overleveringen er den første shiitiske imam, Ali ibn Abi Talib, begravet i al-Najaf. Byen er derfor et yndet pilgrimsmål for shiamuslimer og har siden middelalderen været et af shiismens centrale lærdomscentre.

Al-Najaf var 1965-78 hjemsted for ayatollah Khomeini, og den har været et vigtigt centrum for oppositionen mod Baathpartiet og Saddam Hussein. Da den shiitiske befolkning i 1991 indledte et oprør mod Baghdadregeringen, blev byen udsat for voldsomme bombardementer. Byen var i 2003, 2004 og 2007 skueplads for hårde kampe mellem en shiamuslimsk milits og amerikanske styrker samt den irakiske hær.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig