En soldat kysser Muhammad Reza Pahlavis fødder. Bag shahen ses hans kone, Farah Diba. Foto fra 1979.

.

Det grønne område markerer udstrækningen af det territorium, som persiske statsdannelser fra tidlig middelalder til slutningen af 1800-t. traditionelt gjorde krav på. Irak gik dog definitivt tabt til Osmannerriget i 1530'erne.

.

Demonstranter afbrænder det amerikanske flag under Iran-gidsel-affæren i 1979, hvor militante islamiske studenter besatte den amerikanske ambassade og holdt personalet fanget. Foto fra 9.11.1979.

.

Årtierne efter Sasaniderigets fald var præget af uro og fravær af central kontrol. Persiske stormænd og tidligere guvernører kæmpede mod og indgik aftaler med arabiske krigsherrer, der førte plyndringstogter ind i Iran.

I slutningen af 600-tallet, dvs. efter de muslimske borgerkriges ophør, formåede umayyaderne fra deres hovedstad i Damaskus at iværksætte effektiv kontrol med Irak. Et stort antal genstridige og uregerlige arabiske krigere herfra blev sendt østpå til Merv og Sistan, hvor de kunne beskæftige sig med at føre krig mod hedningene i Transoxanien og det afghanske højland.

Utilfredshed med deportationspolitikken, modviljen mod at foretage farefulde ekspeditioner samt vedvarende stridigheder mellem veteraner, nyankomne, mawlawier, dvs. persiske konvertitter, og persiske jordejere gjorde især Merv-oasen til centrum for modstand mod umayyaderne. Herfra udgik i 749 det abbasidiske oprør, som styrtede umayyadedynastiet.

Abbasideriget

At abbasiderne herefter flyttede det muslimske riges hovedstad til Mesopotamien (Baghdad), viste, at de nye herskere betragtede sig som Sasaniderigets arvtagere.

De iranske lande tiltrak sig følgelig større opmærksomhed. En række eksisterende bosættelser, fx Qazvin, Isfahan, Merv og Shiraz, blev udbygget og befæstet som administrative og militære støttepunkter for imperiet. Disse byer synes at have tiltrukket persiske konvertitter, således at en markant urbanisering kom til at præge tiden under abbasidisk herredømme.

Ambitionen om en mere centraliseret kontrol var dog vanskelig at realisere. Afstandene var store, og i en tid uden mekaniseret transport og kommunikation satte ørkener og bjerge grænser for graden af centralisering. Dertil kom, at nedkæmpelse af en række opstande, fremfor alt Khorramiyeh-opstanden i Azarbaidjan (816-837) og Zanj-opstanden i Khuzistan og det sydlige Irak (868-883), kostede det abbasidiske kalifat mange resurser.

Som tidligere persiske storriger havde Abbasideriget sit økonomiske grundlag i Irak. Allerede i sasanidisk tid var Irak blevet ramt af befolknings- og produktionstilbagegang som følge af gentagne pestepidemier (541-750) og de økologiske skader, som storstilet kunstvanding uundgåeligt medførte. Indtil begyndelsen af 800-tallet formåede abbasiderne at opretholde reel kontrol med det meste af Iran, men svindende resurser og deraf følgende politisk ustabilitet i rigets centrum løsnede grebet. Guvernører og krigsherrer, som ganske vist formelt anerkendte abbasidisk overhøjhed, tog magten over større områder som autonome herskere. Det skete først i Khorasan og østpå, hvor en persisk general, Abdullah ibn Tahir, og hans efterfølgere, tahiriderne, herskede 821-873 med Nishapur som hovedstad. Mellem 867 og 901 erobrede saffariderne fra Sistan det meste af Iran, men blev selv besejret af samaniderne (892-999), en fyrstefamilie fra Bukhara i Transoxanien. En af samanidernes tyrkiske generaler etablerede omkring 975 et selvstændigt fyrstendømme i byen Ghazna i Afghanistan; heraf dynastiets navn ghaznaviderne. Denne generals søn, Mahmud af Ghazna (998-1030), erobrede en stor del af Østiran og førte en række storstilede plyndringstogter ind i Nordindien. I den muslimske historieskrivning huskes han derfor som den store troskæmper. I samtidens Iran var han forhadt pga. det skattetryk, som hans militære eventyr medførte.

På det vestlige plateau opretholdt Abbasidekalifatet en vis kontrol indtil første halvdel af 900-tallet, da magtkampene mellem forskellige generaler samt stadigt svindende resursegrundlag førte til politisk opløsning i det abbasidiske kerneland, Irak. I 945 formåede buyiderne, en familieføderation af lejetropførere fra Daylambjergene syd for Det Kaspiske Hav, at gøre sig til herrer over både Irak og det vestlige Iran.

I begyndelsen af 1000-tallet var Iran således delt mellem to større og indbyrdes stridende statsdannelser, buyiderne i vest og ghaznaviderne i øst. I midten af 1000-tallet blev de begge knust i forbindelse med barbarindfald fra øst. De tyrkiske nomader seljukkerne var på flugt fra karakhaniderne, et tyrkisk dynasti i Transoxanien der var fulgt efter samaniderne, og de trængte ind på ghaznavidisk territorium, hvor de heldigt formåede at besejre den professionelle ghaznavidiske felthær. De upopulære ghaznavider fortrak derefter til deres besiddelser i Indien, mens seljuklederne Toghril Bey og Alp Arslan på den abbasidiske kalifs opfordring fortsatte vestpå og fordrev buyiderne i 1055. Seljukkerne forenede således igen Irak med de iranske lande; uregerlige nomader blev sendt vestpå, hvor Alp Arslans sejr over byzantinerne ved Manzikert i 1071 havde åbnet Anatolien for indvandring, og under Malik Shah (1072-92) og hans berømte vesir, Nizam al-Mulk, etableredes en ret effektiv kontrol og administration.

Sideløbende med de skitserede politiske omskiftelser foregik der en gradvis konvertering af hele befolkningen til islam. Omkring år 1000 synes processen tilendebragt. Samtidig begyndte sekteriske stridigheder i de fleste iranske oaser, dels mellem sunnier og shiitter, dels mellem tilhængerne af de forskellige sunnitiske lovskoler. Stridighederne antages at afspejle sociale modsætninger mellem tidlige og senere konvertitter. I flere større byer som Nishapur, Rayy og Isfahan antog stridighederne til tider karakter af direkte borgerkrig med omfattende ødelæggelser til følge.

I 900- og 1000-tallet fandt en shiitisk sekt, ismailitterne, mange tilhængere i Iran. Den sociale baggrund herfor kendes ikke. Trods energisk forfølgelse fra seljukkernes side formåede ismailitterne at etablere en række selvstændige småstater i uvejsomme ørken- og bjergegne, hvorfra de førte en løbende småkrig mod det omliggende samfund (se også assassiner). Sammen med tronfølgekrigene efter Malik Shahs død bidrog dette til svækkelsen af det seljukiske herredømme.

Ilkhanidedynastiet

I 1153 trængte nye tyrkiske nomadegrupper ind i det østlige Iran, hvor de besejrede den seljukiske sultan. I de følgende årtier udnyttede de den kaotiske politiske situation til at plyndre vidt og bredt, indtil de efterhånden blev nedkæmpet af lokale herskere eller absorberet af den nomadiske økonomi på plateauet. Efter seljukkernes fald gjorde herskerne i Khwarezm (landet ved Amu Darjas delta og nedre løb) et forsøg på at udstrække deres herredømme over Iran, men blev stadig udsat for et voksende pres i øst fra det nye mongolske rige. I 1220-21 foretog to af Djengis Khans generaler et lynfelttog gennem Iran, hvilket det følgende år blev fulgt op med erobringen af Khorasan. I 1256-68 gennemførte Hulagu så erobringen af resten af Iran samt Irak. Ismailitternes støttepunkter blev systematisk nedkæmpet, mens Fars og Kerman, hvor de lokale fyrster underkastede sig i tide, forblev uberørte af invasionen. Ilkhaniderne, dvs. Hulagus efterfølgere, regerede Iran frem til 1353. Der er tradition for at se den mongolske erobring som en katastrofe for Iran, fordi middelalderlige kilder beretter om systematiske massakrer og omfattende ødelæggelser af byer, især i Khorasan og østpå. Beretningerne er dog overdrevne. Byer som Rayy og Nishapur var i tilbagegang allerede før mongolerinvasionen, formentlig pga. jordskælv og vedvarende sekteriske stridigheder.

Under invasionerne i 1000-1200-tallet var der imidlertid sket en betydelig indvandring af nomader fra Centralasien. En del sivede videre vestpå til Anatolien, andre etablerede sig i det nordvestlige Iran, hvor de bedste græsningsområder fandtes. Efter at kunstvanding vha. underjordiske kanaler, med qanater, i sasanidisk tid var blevet udbredt i stor målestok på det iranske plateau, synes der ikke siden at være sket teknologiske fornyelser i landbruget. Resurserne var derfor konstante og ikke i stand til at bære et stort administrativt apparat eller professionelle hære. Til gengæld kunne den voksende nomadiske befolkning let mobiliseres. De var billige, fordi de selv i vid udstrækning medbragte heste og udrustning og i fredstid selv sørgede for deres underhold. De kom derfor i stigende grad til at danne det militære grundlag for de iranske statsdannelser, og dermed forskød Irans politiske og økonomiske tyngdepunkt sig i løbet af middelalderen mod nordvest til Azarbaidjan, hvor de vigtigste græsningsområder befandt sig. Udviklingen ses bl.a. af, at Tabriz fra ilkhanidisk tid blev hovedstad og tiltrak den internationale handel. Omvendt mistede magthaverne interesse for de gamle, men små oaser i syd. Mangelen på offentlige investeringer samt omlægningen af handelsruterne var årsag til, at byerne i syd stagnerede i løbet af middelalderen. Prætendenter og ambitiøse stammeledere havde i reglen ikke svært ved at finde utilfredse krigere, og nomadernes militære potentiale forstærkede på den måde den politiske ustabilitet i Iran.

Efter Ilkhaniderigets opløsning beherskedes Iran af forskellige lokale fyrster, indtil endnu en erobrer fra Transoxanien, Timur Lenk, angreb Khorasan i 1380. På uafladelige felttog i løbet af de følgende årtier hærgede og brandskattede han ikke blot Iran, men det meste af Mellemøsten. Størstedelen af det iranske plateau, kun Azarbaidjan undtaget, undgik til gengæld pestepidemien, den sorte død, der i slutningen af 1340'erne bredte sig over Mellemøsten til Europa. Heller ikke de følgende pestepidemier, der vedblev at rase i Mellemøsten frem til 1830'erne, synes at have vundet fodfæste på plateauet.

Safaviderne

Efter Timurs død i 1405 konsoliderede hans søn sit herredømme over Khorasan og Transoxanien. Trods flere felttog kunne han ikke fastholde det vestlige Iran, der erobredes af turkmenske nomadeledere fra det østlige Anatolien og Nordsyrien, først det kortlivede Kara Qoyunlu-dynasti (1436-67), dernæst Ak Qoyunlu (1467-1501), der under Uzun Hasan tog kampen op med osmannerne om kontrollen over Anatolien og derfor tog diplomatisk kontakt til Venezia om fælles handling. Uzun Hasan blev afgørende besejret af osmannerne ved Bashkent (1473), og efter hans død i 1478 blev Ak Qoyunlu-dynastiet udfordret af en messiansk bevægelse blandt de turkmenske nomader, kaldet kızılbaş 'rødhoveder' efter deres røde hovedbeklædning. Bevægelsens åndelige ledere var en familie af sufisheiker, safaviderne, i Ardabil, der i stigende grad fik politiske og militære ambitioner. I 1501 besejrede bevægelsens karismatiske leder, Ismail 1., Ak Qoyunlu og udråbte derefter sig selv til shah i Tabriz. I det følgende årti erobrede han Iran, fordrev de usbekiske shaybanider fra Khorasan og søgte at vinde kontrol over de turkmenske lande i Anatolien. Her blev han slået ved Chaldiran (1514) af osmannerne, og den safavidiske ekspansion ophørte. Ismails efterfølgere koncentrerede sig herefter om at stabilisere deres herredømme over de iranske lande.

En følge af Kızılbaş-bevægelsens sejr var, at shiaislam udbredtes på sunniislams bekostning i de områder, Ismail 1. havde erobret. Shiitiske ulama, dvs. teologer og retslærde, blev favoriseret og arbejdede i reglen snævert sammen med både safaviderne og deres shiitiske efterfølgere og tog del i bemandingen af centraladministrationen. At der skulle have bestået en århundredgammel modsætning mellem ulama og stat i Iran, er en myte, der er udsprunget af de politiske omvæltninger i 1900-tallet.

Efter Ismail 1.s død i 1524 forsvarede hans efterfølger, Tahmasp, med held det nye riges grænser mod osmannerne i vest og usbekerne i øst, og under shah Abbas 1.s energiske regering (1588-1629) søgte safaviderne at gøre sig fri af de magtfulde turkmenske nomadeledere, der havde bragt dynastiet på tronen. Hovedstaden blev flyttet fra det turkmenskdominerede Tabriz først til Qazvin og senere til det persiske Isfahan (1598), og der blev efter osmannisk forbillede opbygget en stående hær af musketbevæbnet infanteri. I perioder, når handelsruterne ikke var lukket pga. krige, gav eksport af tekstiler og råsilke fra de kaspiske provinser (Gilan og Mazandaran) til Europa safaviderne øgede indtægter, men i det lange løb oversteg centraliseringen dynastiets resurser. Traditionen med at lade tronfølgerne vokse op i isolation i haremet (ligesom i Osmannerriget) bidrog ikke til at frembringe kompetente herskere, der kunne imødegå stammeledernes indædte modstand mod centraliseringen. Safavidestaten svækkedes derfor efter Abbas' død, og i 1722 var afghanske oprørere i stand til at erobre Isfahan og styrte dynastiet.

Safavidernes fald fulgtes af en lang periode med politisk ustabilitet. De afghanske erobrere blev allerede i 1730 besejret og fordrevet af en turkmensk koalition under ledelse af Nadir Shah (1736-47), der også generobrede områder i det vestlige Iran, som osmannerne havde okkuperet under den afghanske invasion. Nadir Shah var en krigsherre i den klassiske tradition, der byggede sin position på indbringende plyndringstogter bl.a. i Indien, hvor Delhi blev hærget i 1739, men han formåede ikke at skabe en varig politisk ordning. Efter hans død stredes forskellige krigsherrer igen om herredømmet i de iranske lande. En af dem, Karim Khan Zand (1750-79), sikrede sig det sydlige og centrale Iran og formåede at skabe ganske fredelige og stabile forhold. Efter hans død udbrød tronfølgekrige, som svækkede Zanddynastiet, da det blev udfordret af endnu en turkmensk nomadeleder, Aga Muhammad (1742-97), leder af qajarstammen i Gurgan.

Qajarerne

Efter at have besejret Zandfamilien i 1791 gik Aga Muhammad systematisk og hårdhændet i gang med at underlægge sig alle de områder, der havde været del af Safavideriget. Han flyttede hovedstaden til Teheran nær den gamle storby Rayy og lod sig krone til shah i 1795, men blev myrdet på felttog i Transkaukasien i 1797. Under hans efterfølger, Fath Ali Shah (1797-1834), stødte qajarerne sammen med russerne, der ekspanderede nordfra. Over for disciplineret europæisk infanteri viste nomadehæren sine begrænsninger, og qajarerne begyndte derfor med hjælp fra franske og britiske rådgivere at opbygge en moderne hær efter europæisk forbillede. Den blev besejret af russerne i 1812, og efter en ny krig 1826-28 måtte qajarerne give afkald på alt land nord for floden Araks. Den nye hær var især i kraft af sit artilleri imidlertid stærk nok til at nedkæmpe stammerne og diverse halvselvstændige lokalherskere. I 1830'erne blev Khorasan og Kuhistan undertvunget, og turen kom derefter til khanerne i Khuzistan. Kun sheiken af Muhammerah (Khorramshahr) kunne i kraft af britisk beskyttelse bevare en vis selvstændighed. Fath Ali Shahs efterfølger, Muhammad Shah (1834-48), angreb derefter Herat og det afghanske lavland, men måtte trække sig tilbage efter stærkt pres fra Storbritannien, der af hensyn til forsvaret af Indien ønskede et uafhængigt Afghanistan. Et nyt angreb på Herat i 1856 førte til et britisk angreb på Golfkysten og ny iransk tilbagetrækning. Ved en række grænsekonventioner (1871-72, 1881) fastlagde de europæiske stormagter Irans grænser, hvorved qajarerne måtte give afkald på områder, der i århundreder havde hørt under de skiftende iranske statsdannelser.

Større held havde qajarerne med at konsolidere deres magt indadtil. I takt med at nomadehærenes militære betydning svandt, blev stammelederne fortrængt af fremtrædende familier fra byerne. Statens beføjelsesområder blev udvidet, bl.a. inden for retsplejen, hvilket gik ud over ulamas traditionelle funktioner i samfundet. Indførelsen af telegrafen i 1865 gjorde det lettere for centraladministrationen at kontrollere lokale embedsmænd. Ligesom deres forgængere savnede qajarerne imidlertid resurser til at finansiere centraliseringen. De øgede skattetrykket gennem 1800-tallet, men store beløb nåede aldrig frem til statskassen, og i byerne voksede utilfredsheden med skatterne og den udenlandske økonomiske indflydelse. I løbet af 1800-t. kom stadig flere billige europæiske industrivarer til Iran og påførte håndværksproduktionen hård konkurrence. Hårdest gik det ud over tekstilproduktionen, som i århundreder havde været et af byernes økonomiske fundamenter. Påvirkning fra det russiske marked førte i de nordlige provinser (Azarbaidjan og Gilan) til en omlægning af landbruget fra subsistensafgrøder til eksportafgrøder som silke, bomuld og opium, hvorved bønderne blev udsat for prissvingningerne på verdensmarkedet, men samtidig også fik større indtjeningsmuligheder. Skellet mellem det økonomisk stærke nord og det stagnerende syd blev uddybet.

Qajarerne søgte i Nasir al-Dins lange regeringstid (1848-96) at supplere skatteindtægterne ved at sælge koncessioner til europæiske foretagender. Det udløste i 1891-92 en omfattende protestbølge i byerne med deltagelse af bl.a. fremtrædende ulama. Modsætningen mellem dynastiet og dets tidligere støtter i byerne var nu åbenlys.

Qajarerne begyndte at optage lån i Rusland og Storbritannien. Beløbene var små og kan ikke sammenlignes med de store lån, der blev optaget af Osmannerriget og Egypten, men de var ledsaget af skrappe politiske vilkår. Iran var formelt selvstændigt, men måtte reelt føje stormagterne.

Vreden over udenlandsk indflydelse og nye toldsatser udløste i 1905 en ny omfattende bølge af protester, og igen gav en række fremtrædende ulama støtte og dermed legitimitet til protesterne. I 1906 imødekom shahen, Muzaffar al-Din (1896-1907), demonstranternes krav og underskrev en forfatning, der gjorde Iran til et konstitutionelt monarki. Den reelle magt skulle fremover ligge hos et parlament, Majlis. Dette krav var blevet formuleret af vestligt orienterede intellektuelle, og da ulama indså, at Iran skulle indrettes efter europæisk forbillede, trak de deres støtte tilbage. Parlamentet kom aldrig til at fungere, og i 1908-09 forsøgte shahen, Muhammad Ali (1907-11), med russisk støtte at generobre magten. I den efterfølgende borgerkrig blev han slået. Russerne benyttede lejligheden til at besætte Tabriz, og i årene op til 1. Verdenskrig gik landet politisk i opløsning.

Under 1. Verdenskrig intervenerede briterne i Sydiran, tyske agenter medvirkede til, at der oprettedes en nationalistisk modregering i Vestiran (Kermanshah), og i krigens sidste fase besatte osmannerne Azarbaidjan. Ved krigsafslutningen havde separatistbevægelser taget magten i Azarbaidjan og Gilan. I Azarbaidjan blev centralregeringens kontrol reetableret uden større besvær i 1920, men i Gilan havde oprørsbevægelsen betydelig støtte. I 1920 udråbtes med uofficiel støtte af sovjetiske tropper sovjetrepublikken Gilan.

Pahlavidynastiet

I Teheran tog yngre politikere med støtte fra Reza Khan (se Reza Shah Pahlavi) magten ved et regulært kup, og Reza Khan opkastede sig til militærdiktator. Han nedkæmpede oprørerne i Gilan og genetablerede kontrol med Khuzistan. Efter at have overvejet at gøre Iran til republik afsatte Reza Khan i 1925 den sidste qajarshah og lod sig selv krone til shah. Han antog samtidig slægtsnavnet Pahlavi (det iranske sprog, der gik forud for moderne persisk), hvilket henviste til Irans glorværdige førislamiske historie.

Grundlaget for Reza Shahs magt var militæret, som han konsekvent styrkede med nye indtægter fra olieindustrien i Khuzistan. Politiske modstandere blev hårdhændet undertrykt og ulamas indflydelse begrænset, lovgivningen blev yderligere verdsliggjort og religiøse domstole afskaffet. Reza Shah udvidede skolevæsenet, grundlagde Teheran Universitet, forbød kvinderne at bære slør og lovgav om passende klædedragt for mænd. Endelig begyndte han anlæggelsen af Den Transiranske Jernbane.

På grund af sine mange initiativer betragtes Reza Shah som det moderne Irans grundlægger, men reformerne var præget af overfladiskhed og vilkårlighed og forandrede ikke befolkningsflertallets, dvs. bøndernes, vilkår nævneværdigt.

I 1941 blev Reza Shah styrtet af de allierede, som ikke helt uden grund mistænkte ham for at være tyskvenlig. Han efterfulgtes af sin søn Muhammad Reza Pahlavi, men under resten af 2. Verdenskrig forblev Iran under allieret kontrol. I ly af den relative frihed tiltog parlamentet sig igen magt, og efter krigen var der bred politisk enighed om, at et nyt Pahlavidiktatur skulle forhindres. Shahens (og hærens) modstandere samledes i Den Nationale Front, der blev ledet af en af Reza Shahs modstandere, Muhammad Mossadeq.

Et britisk selskab havde påbegyndt en olieudvinding i Khuzistan i 1908, og i 1914 købte den britiske stat aktiemajoriteten for at sikre flådens forsyninger. Nationalisterne havde længe agiteret for, at Iran selv burde overtage produktionen, så i 1951 nationaliserede Mossadeq olieindustrien og udløste en krise i forholdet til både USA og Storbritannien. Da iranerne ikke selv var i stand til at producere og markedsføre olien, faldt statsindtægterne drastisk, og Mossadeqs politiske grundlag smuldrede. Han allierede sig med Tudeh, det iranske kommunistparti, men fik dermed også ulama imod sig. Hæren kunne derfor med aktiv støtte fra CIA fælde ham ved et kup i 1953 og genindsætte shahen. Nationaliseringen blev ophævet, nye afgifter blev forhandlet, og amerikanske selskaber fik andel i den iranske produktion.

Den Hvide Revolution

USA anså shahen for en garant mod kommunismen og ydede ham derfor betydelig økonomisk og militær hjælp, fx til opbygning af det berygtede hemmelige politi, SAVAK. En betingelse for yderligere lån var imidlertid sociale reformer, og hårdt presset proklamerede shahen i 1962 den Hvide Revolution. Dens vigtigste punkt var en jordreform, der imidlertid begunstigede den velstillede del af landbefolkningen på bekostning af de mange millioner småbønder og landarbejdere. De søgte ind til byerne, men der var hverken boliger eller behov for ufaglært arbejdskraft. Urbaniseringen forstærkedes yderligere af den stærke befolkningstilvækst, og 1956-76 voksede Teheran fra 1,5 millioner indbyggere til 5 millioner, hvoraf en del levede i dyb fattigdom i de udstrakte landområder syd for byen.

Den Hvide Revolution gav også kvinderne stemmeret, og det bragte åbenlyst de religiøse lærde til at kritisere shahen for at undergrave islam. Sammenstød mellem politi og demonstranter i den hellige by Qom udløste i 1963 den såkaldte Muharram-opstand i Teheran, Shiraz og andre byer. Militæret satte ind mod demonstranterne, og adskillige tusinde skal have mistet livet under gadekampene. En af shahens hårdeste kritikere, ayatollah Ruhollah Khomeini, blev arresteret og sendt i eksil i al-Najaf i Irak. Herfra rettede han en stædig og stedse hårdere kritik mod shahen og krævede, at de verdslige myndigheder skulle underlægges en øverste religiøs autoritet (velayat-i faqih-doktrinen). Hans popularitet i Iran voksede, og hans radikalisme appellerede ikke kun til ulamas traditionelle tilhængere blandt basarernes handlende og håndværkere, men også til slumkvarterernes subproletariat, der indtil da ikke havde haft megen kontakt med den institutionaliserede islamiske tro. Ikke-religiøse oppositionsgrupper begyndte at se ham som en mulig allieret.

Ironisk nok blev shahens greb svækket af den såkaldte oliekrise i begyndelsen af 1970'erne, da Irans olieindtægter 1972-75 næsten tidobledes. Industrien blev nationaliseret, denne gang uden problemer, og enorme summer investeredes i militæret og urealistiske udviklingsprojekter. Importen steg, bl.a. fordi de bedrestillede i byerne havde ændret spisevaner. Resultatet var en galoperende inflation, som især ramte det lavere proletariat.

Den islamiske revolution

I 1978 udløste sammenstød mellem politi og studenter i Qom en stadig voksende bølge af protester og demonstrationer i alle større byer. Under pres fra USA, der gerne så menneskerettighederne forbedret i Iran, vaklede shahen mellem undertrykkelse og kompromis, men da arbejderne i olieindustrien og offentligt ansatte også gik i strejke, viste det sig, at hans regime ingen social basis havde. Selv i hæren var der tegn på illoyalitet. I 1979 flygtede shahen, og Khomeini vendte hjem som Irans leder.

Årene umiddelbart efter revolutionen var præget både af den indædte indbyrdes magtkamp mellem de grupper, der havde stået i opposition til shahen, og af den resursekrævende Iransk-irakiske Krig 1980-88. Khomeini søgte at holde sig hævet over de interne stridigheder, men hans sympatier lå hos de yngre radikale religiøse lærde, der ønskede at bringe stat og samfund i overensstemmelse med muslimsk lov. Deres modstandere var de vestorienterede teknokrater og intellektuelle, der havde liberale synspunkter, og de leninistiske guerillaorganisationer som fx Mujahedin-i khalq, der rekrutterede deres medlemmer blandt studenter og unge fra middelklassen. De radikale ulama, der især nød støtte fra byernes fattige og basarkøbmændene, udmanøvrerede først deres ældre, mere konservative kolleger, hvorefter de fik kontrol med Revolutionsgarden, der var oprettet som modvægt til den regulære hær.

Oversigt over udvalgte dynastier, konger og præsidenter

År/dynasti
Meder (ca. 700-549 f.Kr.)
ca. 700-647 f.Kr. Deiokes
647-625 Fraortes
625-ca. 585 Kyaxares
ca. 585-549 Astyages
Achaimenider (ca. 705-331 f.Kr.)
ca. 645-602 f.Kr. Kyros 1.
558-529 Kyros 2. den Store
529-522 Kambyses 2.
522-486 Dareios 1. den Store
486-465 Xerxes 1.
404-359 Artaxerxes 2.
336-331 Dareios 3.
331-323 f.Kr. Alexander den Store
Seleukider (312-64 f.Kr.)
321-281 f.Kr. Seleukos 1.
280-262/61 Antiochos 1.
223-187 Antiochos 3.
Arsakider (Partherriget) (ca. 150 f.Kr.-224 e.Kr)
124-87 f.Kr. Mithradates 2.
Arsakider (Partherriget) (ca. 150 f.Kr.-224 e.Kr)
224-41 e.Kr. Ardashir 1.
241-72 Shapur 1.
309-79 Shapur 2.
531-79 Khusrau 1.
590-628 Khusrau 2.
632-651 Yazdgard 3.
Abbasider (749-900-t. (1258))
754-75 al-Mansur
786-809 Harun al-Rashid
Saffarider (ca. 860-ca. 900)
Samanider (864-999)
Buyider (932-1062)
977-983 Adud al-Dawlah
Seldsjukker (1055-1153)
1055-63 Toghril Bey
1063-72 Alp Arslan
1072-92 Malik Shah
Ilkhanider (1258-1353)
1258-65 Hulagu
1295-1304 Ghazan Khan
Timurider (ca. 1380- ca.1450)
ca. 1380-1405 Timur Lenk
1405-47 Shah Rukh
Kara Qoyunlu (1436-67)
Ak Qoyunlu (1467-1501)
1453-78 Uzun Hasan
Safavider (1501-1722)
1501-24 Ismail 1.
1588-1629 Abbas 1. den Store
1629-42 Safi
1642-66 Abbas 2.
1666-94 Sulaiman
1694-1722 Husayn
1736-47 Nadir Shah Afshar
Zanddynastiet (1750-94)
1750-79 Karim Khan Zand
1779-81 Sadeq
1779-85 Ali Morad
1785-89 Jafar
1789-94 Lotf Ali
Qajardynastiet (1795-1925)
1795-97 Aga Muhammad
1797-1834 Fath Ali Shah
1834-48 Muhammad
1848-96 Nasir al-Din
1896-1907 Muzaffar al-Din
1907-11 Muhammad Ali
1911-25 Ahmad
Pahlavidynastiet (1925-79)
1925-41 Reza Shah Pahlavi
1941-79 Muhammad Reza Pahlavi
Republik, præsidenter (siden 1980)
1980-81 Abu Hassan Bani-Sadr
1981 Muhammad Ali Rajai
1981-89 Ali Khamenei
1989-97 Ali Akbar Hashemi Rafsanjani
1997-2005 Muhammad Khatami
2005-13 Mahmoud Ahmadinejad

2013-21

2021-

Hassan Rohani

Ebrahim Ra'isi

I december 1979 vedtog Iran ved en folkeafstemning en ny forfatning, hvori velayat-i faqih-doktrinen er nedfældet, hvorefter landets øverste autoritet er den mest anerkendte af de retslærde. Efter forfatningsændringen begyndte ulama at eliminere deres øvrige modstandere. Den dramatiske besættelse af USA's ambassade i Teheran (nov. 1979-jan. 1981) havde således ikke blot til formål at ydmyge de forhadte amerikanere, men også at bringe de liberale politikere i miskredit. Krigen mod Irak blev udnyttet til udrensning af officerskorpset samt til at forbyde en række politiske organisationer, som beskyldtes for illoyalitet. I 1980 blev universiteterne lukket i to år for bl.a. at svække guerillaorganisationerne. Disse svarede igen med en række bombesprængninger og andre terroraktioner, men i løbet af 1981 blev modstanden nedkæmpet af Revolutionsgarden.

Siden 1982 har de religiøse lærde eller deres repræsentanter – heriblandt siden år 2000 tidligere officerer i Revolutionsgarden – siddet uantastet på magten. Oppositionsvirksomhed er kun tolereret i ringe grad, og politiske diskussioner foregår hovedsagelig indbyrdes blandt ulama. De såkaldte pragmatikere er uenige med de radikale om forholdet til udlandet og om jordreformer, graden af statslig styring af økonomien mv. I sammenligning med de politiske triumfer er resultatet af det religiøse styres økonomiske og sociale politik pauvert. Indtil 1988 slugte krigen mod Irak enorme resurser, men også uenighed om, hvordan langsigtede økonomiske reformer, herunder en jordreform, kan bringes i overensstemmelse med muslimsk lov, har ført til, at den praktiserede politik har krævet resurser og været præget af kortsigtede løsninger og stærk statslig styring. Iran er forblevet meget afhængig af olieeksporten og er derfor sårbar over for de svingende priser på verdensmarkedet. Revolutionen, der oprindelig var båret af et stærkt socialt engagement, har pga. den fejlslagne økonomiske politik ikke medført nævneværdigt forbedrede levevilkår.

Iran blev efter revolutionen isoleret både regionalt og internationalt af frygt for at de nye magthavere aktivt ville arbejde for at eksportere den islamiske revolution. Mistilliden til det nye regime blev øget, da en gruppe studerende i november 1979 besatte den amerikanske ambassade og tog 53 gidsler (se Iran-gidsel-affæren). De blev først frigivet i januar 1981. I forlængelse af den israelske invasion i Libanon i 1982 var Iran med til at danne Hizbollah, en milits, som i sit virke var inspireret af revolutionen i Iran. Også militante islamistiske grupper i den arabiske verden følte sig inspireret af udviklingen i Iran og etablerede forbindelser til det nye regime. Det gjaldt for islamistiske grupper i Egypten, Algeriet, Bahrain, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien. Men kun i Libanon lykkedes det for alvor Iran at sikre sig en vis indflydelse. Da Khomeini i 1989 udstedte en dødsdom over den britiske forfatter Salman Rushdie, som i romanen De sataniske vers angiveligt havde skrevet blasfemisk om islam og profeten, medførte det international fordømmelse og yderligere isolation samt svækkelse af de religiøse lærde og politikere, der ønskede at normalisere forholdet til omverden.

Iran var 1980-88 involveret i en meget blodig krig med Irak, der i september 1980 havde invaderet Iran (se Den Iransk-irakiske Krig). Ingen af parterne var imidlertid i stand til at gennemtvinge en militær afgørelse, og i sommeren 1988 blev der indgået våbenhvile med efterfølgende forhandlinger om en fredsaftale. Den lange krig fik store dele af den iranske befolkning til at støtte de nye ledere, men våbenhvilen i 1988 skulle snart vise, at der var nye og uløste konflikter i det iranske samfund.

Den Islamiske Republik efter Khomeini

Ayatollah Khomeini døde i 1989 og blev som åndelig og politisk leder efterfulgt af Ali Khamenei. Samtidig var Den Islamiske Republik Irans forfatning blevet ændret, således at statsminister- og præsidentembedet blev langt sammen til ét, præsidentembedet. Dette styrkede den parlamentariske leder (se præsidentperioderne nedenfor), men samtidig blev de udenomsparlamentariske råd, som er den øverste åndelige og politiske leders forlængede arm, også styrket, således at den nyvalgte leder, Ali Khamenei stadig sad med den egentlige magt, ligesom hans forgænger Khomeini gjorde.

Ali Akbar Hashemi Rafsanjani (1989-97) – Påbegyndt liberalisering og privatisering

I 1989 blev Rafsanjani valgt til præsident, et embede han besad frem til 1997; men hans store indflydelse varede ved næsten frem til hans død i 2017. under hans ledelse indledtes en forsoningspolitik i forhold til Europa. Der blev indledt en privatisering og en liberalisering af industrien, der siden er blevet fastholdt. Også på andre områder var udviklingen gennem 1990'erne præget af mere liberale tendenser, dels i den offentlige debat, dels i reglerne for omgangen mellem de to køn i det offentlige rum og dels i kulturlivet.

Muhammad Khatami (1997-2005) – Forgæves reformforsøg

Præsidentvalget i 1997 blev overraskende vundet af Muhammad Khatami, der var gået til valg på et løfte om justeringer af det politiske system. Khatami fik udstrakt støtte fra den unge del af befolkningen, der ikke selv havde oplevet tiden under shahen, og som i stigende grad følte sig låst af de konservative religiøse kræfter. Den nye præsident forsøgte at realisere sine reformløfter, men selvom de første lokale valg blev gennemført i 1999, havde han ikke styrke til afgørende at knække den magt, der var samlet hos Khamenei. Khatami måtte opgive at få vedtaget lovforslag, der havde til mål at reducere den religiøse leders konstitutionelle magt og styrke den folkevalgte præsidents udøvende funktioner. Khatamis valg i 1997 og genvalg i 2001 blev af omverden udlagt som et opgør med Khameneis mere konservative linje, men Khatami gjorde sig aldrig til talsmand for en principiel ændring af det politiske system. Han argumenterede alene for justeringer for på den måde at sikre en større folkelig medindflydelse i beslutningsprocessen. Khatamis reformbestræbelser blev også stærkt kritiseret af konservative kræfter, og Revolutionsgardeofficerer advarede Khatami i et åbent brev om ikke at gå imod den islamiske revolutions ånd.

Khatami lancerede i forhold til omverdenen den såkaldte "civilisationernes dialog" for ad den vej at sikre, at Iran igen kom med i det internationale samarbejde. Det lykkedes delvist i forhold til Europa, men tilbagevendende overgreb mod pressen og intellektuelle gjorde det vanskeligt for alvor at fremme dialogen. Khatami vendte sig efter 11. september 2001 mod den internationale terror, men den voksende amerikanske militære tilstedeværelse i regionen gjorde det vanskeligt at komme på talefod med USA. Det amerikanske militære engagement i Afghanistan og Irak opfattes af magthaverne i Teheran som en reel trussel mod landet. USA's præsident George W. Bush omtalte i en tale i begyndelsen af 2002 Iran som en del af "ondskabens akse".

Mahmoud Ahmadinejad (2005-2013) – Revolutionsretorik og populisme

Denne opfattelse blev i USA styrket efter valget af Mahmoud Ahmadinejad i juni 2005 til Irans nye præsident. Ahmadinejad fastholdt en retorisk hård kurs i forhold til Vesten i almindelighed og Israel og USA i særdeleshed, ligesom han understregede Irans ret til udvikling af kernekraft til fredelige formål. I begyndelsen af 2006 meddelte han i en tale til omverdenen, at Iran var gået i gang med at berige uran for ad åre at blive en "atomstat". Meddelelsen blev mødt med krav om internationale sanktioner mod Iran i bestræbelserne på at sikre, at planen ikke omsættes til virkelighed.

Ahmadinejad blev stadig mere upopulær blandt de reformorienterede kredse i Iran, og op til præsidentvalget i juni 2009 talte opinionsundersøgelserne om meget tæt løb mellem Ahamdinejad og den ledende reformpolitiker, Mir Hossein Mousavi. Ahmadinejad vandt imidlertid ifølge de officielle optællinger stort, hvilket førte til vedholdende rygter om omfattende valgsvindel. Reformtilhængere gik på gaden i de største demonstrationer i Iran siden revolutionen i 1979. Under sammenstød med politi og sikkerhedsstyrker blev flere dræbt. Uroen demonstrerede den voksende utilfredshed med styret hos middelklassen, de uddannede og blandt mange kvinder. Mange oppositionstilhængere gik igen på gaden i store demonstrationer efter Hussein Ali Montazeris død i december 2009. Det førte til alvorlige sammenstød med mange dræbte og til, at Mousavi blev truet med dødsstraf. Ahmadinejad og den religiøse ledelse under Ali Khamenei forsøgte at genvinde initiativet, bl.a. ved at indkalde til store moddemonstrationer og ved at true med alvorlige repressalier mod oppositionen.

I Ahmadinejads anden embedsperiode fortsatte den diplomatiske krise og isolationen, der var en følge af landets atomprogram, og økonomiske sanktioner førte efterhånden til krise og kraftig inflation. Hertil kom, at præsidenten på populistisk vis delte ud af olieindtægterne til befolkningen som en slags subsidiepolitik, hvilket blot bidrog til at øge inflationen.

Hasan Rohani (2013-2021) Forgæves pragmatisme

De stigende problemer for den iranske befolkning var givetvis medvirkende til, at den moderate kandidat til præsidentvalget i 2013, Hassan Rohani, vandt og blev indsat i august 2013. Rohani indledte straks en mere forsonlig udenrigspolitisk linje. I november 2013 indgik Iran en aftale om begrænsning af uran-oparbejdelse til gengæld for en lettelse af de økonomiske sanktioner mod landet.

Atomaftalen mellem Iran og det internationale samfund blev ratificeret og trådte i kraft i 2015, og aftalen udløste en uhørt stor optimisme i den iranske befolkning og det iranske erhvervsliv, da der nu var mulighed for, at landet kunne træde ud af den politiske isolation og via handel og udenlandske investeringer bevæge sig ud af den økonomiske krise. Også i udlandet, især i Europa, var der håb om øget handelssamkvem med Iran og en lettelse over, at en atomvåbenoprustning i Mellemøsten kunne undgås, da Iran nu ikke længere så ud til at kunne blive en atomvåbenmagt.

Allerede i 2014 var Iran dog trådt delvist ind på den internationale scene. I kampen mod ISIS, der var blevet en mærkbar fare og krigsherre i både Irak og Syrien, Irans nære allierede i Mellemøsten, udviklede der sig en militærstrategisk alliance mellem Den Islamiske Republik Iran, USA med dets vestlige allierede, Rusland og Tyrkiet i en bestræbelse på at nedkæmpe ISIS, der nu var en reel trussel mod samtlige af de allieredes interesser i området. Alliancen holdt ikke i længden, men Iran var blevet en vigtig spiller i konflikten og fik en endnu større rolle som regional magthaver.

Den første begejstring over atomaftalen kølede forholdsvis hurtigt af i Iran. Dels var der ikke så mange udenlandske firmaer, der ville risikere investeringer i landet, dels var der en indbygget modstand mod fremmed kapital blandt repræsentanter for de mere konservative kræfter i Iran. Dette gjaldt også den øverste leder, Ali Khamene’i, hvilket kan forekomme paradoksalt, da han havde bakket præsident Rohani op i dennes indgåelse af atomaftalen. Den økonomiske situation i landet bedrede sig derfor ikke, og endnu værre blev det for Iran og iranerne, da Donald Trump blev USA's næste præsident i 2017 og året efter trak USA ud af atomaftalen. Ud over udtrædelsen af aftalen pålagde USA Iran endnu strengere sanktioner, der siden 2018 havde en ødelæggende effekt på både landets og befolkningens økonomi.

Gennem hele 2019 var der mindre militære sammenstød mellem Iran og USA i Den Persiske Golf og Irak, der også involverede de arabiske Golfstater, først og fremmest Saudi Arabien, hvor et olieraffinaderi blev angrebet. Konflikten eskalerede d. 3. januar 2020, hvor USA likviderede den iranske Revolutionsgarde-leder Qasem Soleimani i Bagdad via et droneangreb. Iran gengældte med et raketangreb mod en amerikansk militærbase i Irak, et angreb der dog ikke dræbte nogen. Muligvis på grund af frygt for endnu et amerikansk angreb, skød iransk militær ved en fejltagelse et ukrainsk passagerfly ned i luftrummer over Teheran. Styret nægtede først dette, men måtte indrømme og beklage den fatale fejltagelse nogle dage senere.

I perioden fra slutningen af 2017 til nogle måneder ind i 2020 var der flere folkelige opstande og protester mod styret. De trange økonomiske forhold og stigende priser – på blandt andet benzin – var en udløsende faktor for protesterne, men økonomien var ikke den eneste faktor. Befolkningen var blevet lovet større social frihed og økonomisk fremgang af den moderate præsident Rohani, men ingen af de to løfter blev indfriet. Rohani havde efter alt at dømme koncentreret sig om atomaftalen, løftelse af sanktionerne og en forbedring af økonomien for muligvis senere at kunne bruge dette som en løftestang til at skabe større social og kulturel frihed. Dette forhindrede Trumps USA og de konservative kræfter i Iran, og Rohani var handlingslammet frem til sin afgang i 2021.

Styret i Den Islamiske Republik Iran stod ved udgangen af Rohanis præsidentperiode i en af sine værste kriser siden revolutionen i 1979. Det var naturligvis en økonomisk krise, men krisen var også politisk. Stemmeprocenten ved det sidste parlamentsvalg i februar 2020 var det lavest i republikkens historie og et tydeligt tegn på, at befolkningen ingen tiltro havde til hele det politiske spektrum, være det sig konservative, moderate, eller reformvenlige. Betegnede for hele det politiske systems legitimitet – med den øverste leder som den absolutte autoritet og samlende figur – var, at der i de folkelige opstande siden 2017 hørtes sloganet ”død over diktatoren”. Dette slogan gjaldt under revolutionen i 1979 shahen. Nu gjaldt det Ali Khamene’i.

I 2021 afholdtes præsidentvalg, hvor der skulle vælges en ny præsident. Valget stod mellem en håndfuld politikere, der alle kunne karakteriseres som konservative "hardlinere". Dette begrænsede udvalg af kandidater til præsidentembedet afspejlede sig også i stemmeprocenten, der var den laveste hidtil i Den Islamiske Republik Irans historie, ca. 50%. Valget faldt på Ebrahim Ra'isi, der betragtes som fuldstændig loyal overfor landets øverste leder, Ali Khamne'i, og det religiøst funderede politiske system i Iran. Valget af den stærkt konservative Ra'isi sender et signal om, at de fremtidige forhandlinger mellem blandt andet USA og Iran om landets atomprogram bliver mere end svære.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig