De stigende problemer for den iranske befolkning var givetvis medvirkende til, at den moderate kandidat til præsidentvalget i 2013, Hassan Rohani, vandt og blev indsat i august 2013. Rohani indledte straks en mere forsonlig udenrigspolitisk linje. I november 2013 indgik Iran en aftale om begrænsning af uran-oparbejdelse til gengæld for en lettelse af de økonomiske sanktioner mod landet.
Atomaftalen mellem Iran og det internationale samfund blev ratificeret og trådte i kraft i 2015, og aftalen udløste en uhørt stor optimisme i den iranske befolkning og det iranske erhvervsliv, da der nu var mulighed for, at landet kunne træde ud af den politiske isolation og via handel og udenlandske investeringer bevæge sig ud af den økonomiske krise. Også i udlandet, især i Europa, var der håb om øget handelssamkvem med Iran og en lettelse over, at en atomvåbenoprustning i Mellemøsten kunne undgås, da Iran nu ikke længere så ud til at kunne blive en atomvåbenmagt.
Allerede i 2014 var Iran dog trådt delvist ind på den internationale scene. I kampen mod ISIS, der var blevet en mærkbar fare og krigsherre i både Irak og Syrien, Irans nære allierede i Mellemøsten, udviklede der sig en militærstrategisk alliance mellem Den Islamiske Republik Iran, USA med dets vestlige allierede, Rusland og Tyrkiet i en bestræbelse på at nedkæmpe ISIS, der nu var en reel trussel mod samtlige af de allieredes interesser i området. Alliancen holdt ikke i længden, men Iran var blevet en vigtig spiller i konflikten og fik en endnu større rolle som regional magthaver.
Den første begejstring over atomaftalen kølede forholdsvis hurtigt af i Iran. Dels var der ikke så mange udenlandske firmaer, der ville risikere investeringer i landet, dels var der en indbygget modstand mod fremmed kapital blandt repræsentanter for de mere konservative kræfter i Iran. Dette gjaldt også den øverste leder, Ali Khamene’i, hvilket kan forekomme paradoksalt, da han havde bakket præsident Rohani op i dennes indgåelse af atomaftalen. Den økonomiske situation i landet bedrede sig derfor ikke, og endnu værre blev det for Iran og iranerne, da Donald Trump blev USA's næste præsident i 2017 og året efter trak USA ud af atomaftalen. Ud over udtrædelsen af aftalen pålagde USA Iran endnu strengere sanktioner, der siden 2018 havde en ødelæggende effekt på både landets og befolkningens økonomi.
Gennem hele 2019 var der mindre militære sammenstød mellem Iran og USA i Den Persiske Golf og Irak, der også involverede de arabiske Golfstater, først og fremmest Saudi Arabien, hvor et olieraffinaderi blev angrebet. Konflikten eskalerede d. 3. januar 2020, hvor USA likviderede den iranske Revolutionsgarde-leder Qasem Soleimani i Bagdad via et droneangreb. Iran gengældte med et raketangreb mod en amerikansk militærbase i Irak, et angreb der dog ikke dræbte nogen. Muligvis på grund af frygt for endnu et amerikansk angreb, skød iransk militær ved en fejltagelse et ukrainsk passagerfly ned i luftrummer over Teheran. Styret nægtede først dette, men måtte indrømme og beklage den fatale fejltagelse nogle dage senere.
I perioden fra slutningen af 2017 til nogle måneder ind i 2020 var der flere folkelige opstande og protester mod styret. De trange økonomiske forhold og stigende priser – på blandt andet benzin – var en udløsende faktor for protesterne, men økonomien var ikke den eneste faktor. Befolkningen var blevet lovet større social frihed og økonomisk fremgang af den moderate præsident Rohani, men ingen af de to løfter blev indfriet. Rohani havde efter alt at dømme koncentreret sig om atomaftalen, løftelse af sanktionerne og en forbedring af økonomien for muligvis senere at kunne bruge dette som en løftestang til at skabe større social og kulturel frihed. Dette forhindrede Trumps USA og de konservative kræfter i Iran, og Rohani var handlingslammet frem til sin afgang i 2021.
Styret i Den Islamiske Republik Iran stod ved udgangen af Rohanis præsidentperiode i en af sine værste kriser siden revolutionen i 1979. Det var naturligvis en økonomisk krise, men krisen var også politisk. Stemmeprocenten ved det sidste parlamentsvalg i februar 2020 var det lavest i republikkens historie og et tydeligt tegn på, at befolkningen ingen tiltro havde til hele det politiske spektrum, være det sig konservative, moderate, eller reformvenlige. Betegnede for hele det politiske systems legitimitet – med den øverste leder som den absolutte autoritet og samlende figur – var, at der i de folkelige opstande siden 2017 hørtes sloganet ”død over diktatoren”. Dette slogan gjaldt under revolutionen i 1979 shahen. Nu gjaldt det Ali Khamene’i.
I 2021 afholdtes præsidentvalg, hvor der skulle vælges en ny præsident. Valget stod mellem en håndfuld politikere, der alle kunne karakteriseres som konservative "hardlinere". Dette begrænsede udvalg af kandidater til præsidentembedet afspejlede sig også i stemmeprocenten, der var den laveste hidtil i Den Islamiske Republik Irans historie, ca. 50%. Valget faldt på Ebrahim Ra'isi, der betragtes som fuldstændig loyal overfor landets øverste leder, Ali Khamne'i, og det religiøst funderede politiske system i Iran. Valget af den stærkt konservative Ra'isi sender et signal om, at de fremtidige forhandlinger mellem blandt andet USA og Iran om landets atomprogram bliver mere end svære.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.