Safaviderne, iransk dynasti 1501-1722. Safaviderne var oprindelig ledere af safaviyya, en sufiorden med centrum i Ardabil i NV-Iran, opkaldt efter grundlæggeren Safi al-Din (1252/53-1334). Ordenen vandt i løbet af 1400-t. stor tilslutning blandt de turkmenske stammer i Østanatolien og Aserbajdsjan, og den antog messiansk og shiitisk karakter. I 1501 besejrede safaviderne Ak Qoyunlu-dynastiet, og ordenens leder, Ismail 1., proklamerede sig som shah. Safaviderne søgte at begrænse de turkmenske nomadelederes magt ved at efterligne det osmanniske slavesystem inden for administration og militær. Denne politik slog i længden fejl pga. begrænsede økonomiske resurser og turkmenernes modstand. I 1722 blev dynastiet styrtet af afghanske oprørere. Se også Iran (historie).

Kunst

Under safaviderne nåede den islamiske kunst en forfinelse, der gik hånd i hånd med håndværksmæssig perfektion. Shahmoskéen i Isfahan fra 1700-t.s begyndelse er et eksempel på, hvorledes de stramt komponerede, tunge bygningsdele "nedbrydes" og lettes af talrige nicheagtige former og en overdådighed af plantemotiver og kalligrafiske friser, udført i glaseret keramik. Denne detaljerings- og variationsrigdom findes også i de farvemættede, fladebetonede bogmalerier. Inden for kunsthåndværket må især tæpperne og stofferne fremhæves, fx polonaisetæpperne. Vævet og knyttet i uld, silke og metaltråd ses have- og jagtmotiver, men også menneskefiguren fremstilles, bl.a. på silkefløjlsstofferne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig