Intifada var to palæstinensiske oprør rettet mod den israelske besættelse af Gaza og Vestbredden.

Faktaboks

Etymologi

Ordet Intifada er arabisk, egentlig 'rystelse, bæven'

Den første Intifada brød ud i december 1987 i Gaza og spredtes hurtigt til Vestbredden. Ved Intifadaens begyndelse var der ca. 160.000 israelske bosættere på Vestbredden, inkl. Østjerusalem, og ca. 5000 i Gaza. Bosætterne på Vestbredden rådede i 1987 over 60% af det opdyrkede areal og et meget stort antal palæstinensere fra både Gaza og Vestbredden var tvunget til at søge arbejde i det egentlige Israel, fordi den økonomiske udvikling i de besatte områder stagnerede. Oprøret var fra begyndelsen folkeligt baseret og havde form af demonstrationer, protestmarcher og strejker. Det blev indledningsvis ledet og organiseret af lokale, men fra februar 1988 etableredes en hemmelig ledelse med kontakter til PLO's hovedkvarter i Tunis.

Det israelske militærs voldsomme fremfærd i Intifadaens første år var medvirkende til, at det internationale samfund bredt fordømte den israelske regerings håndtering af oprøret. Israel kunne dog ikke presses til at forhandle med palæstinenserne, og den første intifada ebbede ud, da Kuwaitkrisen (se Golfkrigen) brød ud i august 1990.

I september 1993 indgik PLO og Israel Principaftalen (Osloaftalen), hvor de to parter gensidigt anerkendte hinanden som legitime repræsentanter for hhv. det palæstinensiske og det israelske folk. Aftalen banede vej først for Gazas og siden også dele af Vestbreddens overgang til palæstinensisk selvstyre. De tidsrammer der i 1993 var blevet aftalt for etableringen af det palæstinensiske selvstyre kunne imidlertid ikke overholdes, og da Likud igen fik regeringmagten i 1996 blev uoverensstemmelserne større. Anlæg af nye israelske bebyggelser i begyndelsen af 1997 eskalerede modsætningerne yderligere, og da ministerpræsident Ariel Sharon i september 2000 aflagde besøg på Tempelbjerget i Østjerusalem, blev det udlagt som endnu en israelsk provokation. Besøget gav anledning til udbruddet af den anden Intifada, den såkaldte al-Aqsa-Intifada.

Oprøret mod den fortsatte israelske besættelse fandt næring pga. manglende økonomiske og sociale forbedringer for den palæstinensiske befolkning efter etableringen af Det Palæstinensiske Selvstyre. Bevægelserne Hamas og Islamisk Jihad havde været aktive i den første Intifada, men var fra 1994 blevet isoleret af de nye palæstinensiske magthavere. De to grupper gik aktivt ind i den nye Intifada og kritiserede Selvstyrets manglende evne til at forbedre leveforholdene.

Fra 2001 gennemførte Hamas og Islamisk Jihad en række terrorangreb mod civile israelske mål, og det udløste i foråret 2002 en israelsk genbesættelse af flere palæstinensiske byer. Den anden Intifada er blevet ledet og organiseret først og fremmest af personer med tilknytning til Hamas, mens Selvstyret har forsøgt at få de islamistiske grupperinger til at indstille deres terroraktioner, men uden afgørende held. Hamas vandt i januar 2006 valget til den palæstinensiske lovgivende forsamling og kunne efterfølgende danne regering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig