Suezkrisen

I årene forud for krisen havde Egyptens politik under præsident Gamal Abdel Nassers ledelse provokeret Storbritannien, Frankrig og Israel.

Storbritannien var i 1954 blevet presset til at trække sine tropper ud af Kanalzonen og var bekymret over Egyptens kritik af Baghdadpagten. Frankrig var utilfreds med Egyptens støtte til frihedsbevægelsen FLN i Algeriet. Endelig var Israel utilfreds med blokaden af Tiranstrædet og dermed af israelsk besejling af floden Elat samt af palæstinensiske guerillaangreb fra Gaza ind i Israel.

I juli 1956 nationaliserede Egypten Suezkanalen, som hhv. Storbritannien og Frankrig var betydelige medejere af. Nassers skridt blev angiveligt taget som gengældelse mod, at Storbritannien og USA havde tilbagetrukket et løfte om økonomisk støtte til opførelsen af Aswandæmningen hen over Nilen.

Nassers nationalisering af kanalen fik den britiske premierminister, Anthony Eden, til at tage initiativ til indgåelse af en hemmelig plan om at genvinde kontrollen med kanalen. Planen gik ud på, at Israel skulle angribe Egypten, hvorefter Frankrig og Storbritannien skulle indsætte tropper i Kanalzonen for at genoprette ro og orden.

Militært set forløb operationen som planlagt, men den blev hurtigt fordømt af FN. USA og Sovjetunionen fandt sammen i et taktisk bestemt samarbejde i FN's Sikkerhedsråd, og pålagde Israel, Storbritannien og Frankrig at trække sig tilbage. Til gengæld blev en fredsbevarende FN-styrke placeret langs den egyptisk-israelske grænse.

Også den amerikanske præsident Dwight D. Isenhower tog skarpt afstand fra aktionen blandt andet fordi Sovjetunionen udnyttede situationen til at undertrykke en opstand i sin klientstat, Ungarn. For at lægge pres på briterne iværksatte USA derfor spekulation mod pund sterling på de internationale valutamarkeder. Med udsigten til at deres valuta ville bryde sammen trak briterne sig tilbage.

Suezkrisen og briternes diplomatiske nederlag kom til at stå som et symbol på, at briternes tid som stormagt var forbi. Den ydmygende afslutning på Suezkrisen udgjorde et psykologisk chok for de britiske politikere, og den tvang dem til at genoverveje landets udenrigspolitik og rolle i verden.

Krisen blev således et afgørende vendepunkt i Storbritanniens efterkrigshistorie. Den blev en generalprøve på den efterfølgende tilbagetrækning fra imperiet, og den blev signalet til et skift i opmærksomhed fra imperium mod det begyndende europæiske samarbejde.

FN-styrken blev trukket tilbage i sommeren 1967 efter krav fra Egypten.

• arabisk-israelske krige