Den Arabiske Halvø er den store halvø i Vestasien mellem Den Persiske Golf og Det Røde Hav. Arealet er på ca. 3 mio. km2, og der er ca. 77,5 mio. indbyggere (2014). Befolkningstallet er usikkert, da et stort antal ikke-registrerede indvandrere er med til at gøre de opgivne tal usikre. Størstedelen af halvøen er dækket af Den Arabiske Ørken. Halvøen, som består af landene Saudi-Arabien, Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og Yemen samt østaten Bahrain, rummer ca. 45 % af verdens kendte oliereserver.
Dadelplantager i det nordvestlige Saudi-Arabien. Af Amar Grover/Sau0022/Ritzau Scanpix.
Begrænset anvendelse
Den Arabiske Halvø
Den arabiske halvø mellem Det Røde Hav og Den Persiske Golf.
Geografi
Halvøen kan inddeles i tre naturgeografiske regioner: bjergområderne, østkysten og den indre del. Bjergområderne løber langs vestkysten i Saudi-Arabien, gennem Yemen i syd og Oman til den sydligste del af De Forenede Arabiske Emirater. De højeste bjerge når op over 3.700 m. I dette område er der mange steder rigelig nedbør; her findes halvøens eneste ikke-kunstvandede landbrugsområder, og over halvdelen af befolkningen bor i denne region.
På østkysten er sommerhalvåret ekstremt varmt, og luftfugtigheden tillige høj. Indtil olieudvindingen begyndte, var hovednæringsvejen her fiskeri og perlefiskeri. På resten af halvøen er nedbøren helt utilstrækkelig, og størstedelen udgøres af Den Arabiske Ørken.
Bortset fra Republikken Yemen, der har en demokratisk forfatning, er alle staterne på Den Arabiske Halvø konge- eller fyrstendømmer, ledet af store familier, der ejer og forvalter indtægterne fra olieudvindingen. Dele af overskuddet fordeles til de øvrige samfundsgrupper gennem en omfattende modernisering af infrastruktur, sundhedsvæsen og uddannelse. Endvidere er der investeret store summer i staternes militær.
De traditionelle nomadekulturer har mistet deres betydning. Samfundene er blevet stærkt urbaniseret og har udviklet sig til moderne forbrugersamfund med handel, industri, finans, byggeri og militær som de vigtigste sektorer i økonomien. Det traditionelle islamiske familiemønster er tilsvarende under opbrydning, men islam har fortsat stor betydning for levevis, forvaltning og lovgivning. Moderniseringen har været stærkest i Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien og mindst udtalt i det oliefattige Yemen, hvor intensivt landbrug på terrasserede marker i det centrale højland fortsat er hovederhvervet.
Geologi
Halvøen udgør en del af en kontinentplade, der bevæger sig mod nordøst under åbning af riftzonen i Det Røde Hav. Den vestlige og centrale del udgøres af prækambrisk grundfjeld, kronet af tertiære og kvartære plateaubasalter. Grundfjeldet dækkes længere mod øst af nedre-palæozoiske sedimenter, oven på hvilke der fra Perm til Nedre Tertiær (Eocæn og Miocæn) er udviklet et aflejringsbassin med over 4.000 m marine kalksten og sandsten. Den Persiske Golf er en del af dette bassin, hvis centrale dele i nord-syd-forløbende flade rummer nogle af verdens største olieforekomster. Oliefeltet Ghawar er således 270 km langt og 30 km bredt.
Flade buler over strukturer af optrængende kambrisk salt er andre, mindre geologiske strukturer. Damman-domestrukturen ved Dahran, der blev opdaget i 1932, er en sådan meget olierig struktur.
Store dele af Den Arabiske Halvø er som følge af bassinstrukturen i de centrale og østlige dele et cuesta-landskab udformet i svagt øst-hældende lag. Grundvandet i bassinstrukturen betinger i øst artesiske kilder, omkring hvilke frugtbare oaser er grundlaget for historiske bydannelser. Dette er navnlig tilfældet på Bahrain. En foldekæde fra Kridt og Tertiær udgør højlandet på halvøen Oman.
Under Kvartærtidens langt fugtigere klimaer (pluvialperioder) er terrænet blevet udformet af vanderosion, og store dale (wadier) er derved dannet. Gennem disse er sten, grus og sand ført 7-800 km mod nordøst (Wadi al-Batin) og øst (Wadi Sahba) og aflejret som store jævne grussletter. Fra det forrevne højland Hadramawt i syd leder en række wadier ud i den store sandørken al-Rub al-Khali.
Langs Den Persiske Golf og i lavtliggende områder dannes vidtstrakte hvide saltflader gennem fordampning af salt grundvand, sabkah-dannelser.
Historie
Militærøvelser i Yemen i 1763; kobberstik af Carl de Fehr (død 1774) efter tegning af G.W. Baurenfeind (1728-63), trykt i Carsten Niebuhrs Beschreibung von Arabien fra 1772. Den danske ekspedition til Den Arabiske Halvø, som Niebuhr deltog i, gav den første vesteuropæiske, videnskabelige beskrivelse af området og foregik under store strabadser. Efter to års rejse nåede ekspeditionen i slutningen af december 1762 til Yemen, hvor to af deltagerne, filologen og naturforskeren, døde i løbet af foråret. Resten af selskabet fortsatte med optegnelser og indsamling af materiale, men måtte i august forlade halvøen og sejle fra Mokka (al-Mukha) mod Bombay (Mumbai). Baurenfeind døde undervejs, og ekspeditionens læge efter ankomsten til Bombay. Niebuhr var derefter alene, og først mere end et år senere fik han kræfter til at begynde rejsen hjem. Han kom til København i november 1767 med en righoldig samling bl.a. af tegninger, som blev publiceret i de følgende år og for første gang gav Europa et grundigt indtryk af det enorme landområde, som dækker et areal næsten så stort som hele Vesteuropa.
De første spor efter jægere og samlere på Den Arabiske Halvø går tilbage til ældste palæolitikum. Omkring 6000 f.v.t. spredte nomader fra "den frugtbare halvmåne" sig over det meste af Den Arabiske Halvø med deres får, geder og kvæg, der ofte er afbildet på helleristninger. Køkkenmøddinger langs kysterne vidner om intensiv udnyttelse af havets resurser. Langs østkysten af Den Arabiske Halvø etableredes i 4000-3000-tallet f.v.t. kontakter til Ubaid-kulturen i Mesopotamien, og søhandel med kobber fra Omans bjerge tog sin begyndelse. Samtidig opstod de første oaselandsbyer i den østlige del af halvøen med dyrkning af daddelpalmer og korn på små overrislede marker. På Bahrain blomstrede en søfartskultur, der var baseret på handel mellem Mesopotamien, Oman og Indusdalen.
Det nomadiske husdyrhold suppleredes i 3000-1000-tallet med æsler og heste, og endelig tæmmedes kamelen, hvorved nomadismen i halvøens indre skiftede karakter og blev mere mobil. Ved flere lejligheder trængte nomadestammer fra ørkenen ind i Mesopotamien og tiltog sig stor politisk magt. I århundrederne f.v.t. opstod i den sydlige del af halvøen en række kongedømmer, fx Saba og Hadramawt, baseret på kunstvandingsagerbrug og karavanehandel med røgelse, som tidligt var efterspurgt i Egypten og Mesopotamien og senere i Grækenland og Rom. De nordlige udløbere af denne røgelseshandel samt handel med Indien gav grundlag for opkomsten af små bystater som Nabatæerriget og Palmyra på den nordlige del af halvøen, der var under stærk hellenistisk indflydelse.
I antikken opdeltes Den Arabiske Halvø i Arabia Deserta 'Det Øde Arabien' i den centrale og nordlige del, i Arabia Felix 'Det Lykkelige Arabien', som var den frugtbare sydvestlige del af halvøen, samt i Arabia Petrea 'Det Stenede Arabien', som udgjorde den nordvestlige del. Halvøen havde væsentlig betydning for den romerske transithandel, men kun Arabia Petrea blev en del af Romerriget, da kejser Trajan i år 106 e.v.t. af den nordvestlige del af Nabatæerriget, der tidligere havde været et klientkongedømme under romerne, etablerede den romerske provins Arabia. Provinsens to vigtigste byer var Petra i det sydvestlige Jordan og Bostra ca. 100 km syd for Damaskus i Syrien. Bostra blev det nye administrationscenter.
Den Arabiske Halvø var fra 300-tallet til begyndelsen af 600-tallet genstand for talrige byzantinske og persiske forsøg på at sikre sig politisk og økonomisk kontrol over området. Forsøgene mislykkedes, men begge imperier fik etableret et samarbejde med lokale dynastier i den nordlige del af halvøen — Byzans med ghassaniderne i det nuværende Syrien, de persiske sasanider med lakhmiderne i det nuværende Irak. Sasaniderne sikrede sig i samme periode kontrol med Golfområdet og i 500-tallet tillige med Yemen, der gennem en periode havde været underlagt det etiopisk baserede Aksumrige. I slutningen af 400-tallet skabte den arabiske kindastamme et rige i den centrale del af Den Arabiske Halvø. Kulturelt var hele halvøen i 300-500-tallet under påvirkning af både jødedom og kristendom.
Gennem anden halvdel af 500-tallet og i begyndelsen af 600-tallet blev Mekka centrum for handelen på Den Arabiske Halvø. Med Muhammeds udvandring til Yathrib, det senere Medina, i 622 (se hijra) grundlagdes den første islamiske statsdannelse, der senere underlagde sig Mekka og hele halvøen, og Medina blev kalifatets første hovedstad (632-661). Med de omfattende erobringer blev Den Arabiske Halvøs økonomiske og politiske betydning stærkt reduceret, men både Mekka og Medina havde fortsat stor kulturel betydning for kalifatet.
Den Arabiske Halvø forblev under abbasiderne (750-1258) en del af kalifatet, men i Oman, i Yemen og i den østlige del af halvøen blev selvstændige dynastier etableret.
I 1500-tallet sikrede portugiserne sig kontrol over dele af Den Persiske Golf, men deres position blev siden overtaget af det britiske East India Company. Samtidig sikrede Osmannerriget sig kontrol over andre dele af halvøen.
Af afgørende betydning blev en alliance mellem den religiøse reformator Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1691-1787) og Saudfamiliens daværende overhoved Muhammad ibn Saud. Samarbejdet førte i begyndelsen af 1800-tallet til dannelsen af en saudisk stat, der imidlertid blev tilintetgjort militært af den egyptiske vicekonge Muhammad Ali i samarbejde med den osmanniske sultan.
De slægter, der i dag sidder på magten i de moderne arabiske stater langs den sydlige del af Den Persiske Golf, indgik i 1700- og 1800-tallet et politisk samarbejde med Storbritannien, der fra begyndelsen af 1800-tallet også sikrede sig kontrollen over den vigtige havneby Aden.
For områdets senere historie, se under de enkelte stater.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.