Muhammad Amin al-Husayni, 1897-4.7.1974, palæstinensisk religiøs og politisk leder. Husayni blev i 1921 valgt til mufti i Jerusalem og formand for Supreme Muslim Council, et organ, der blev skabt af den britiske mandatadministration. I 1936 var han med til at grundlægge Den Arabiske Højkomité, der indledte en generalstrejke, som efterhånden udviklede sig til et palæstinensisk oprør mod mandatadministrationen. Det førte Husayni i eksil i Syrien, hvorfra han ledede oprøret mod briterne frem til 1939. I 1946 valgte Den Arabiske Liga ham til leder af Den Arabiske Højkomité, som ligaen havde genskabt. Husayni slog sig i 1949 ned i Beirut og var fra 1964 en skarp kritiker af PLO.