Arabisk, i snæver forstand en sproglig og etnisk betegnelse i modsætning til islamisk, der kun angiver et tilhørsforhold til religionen islam. Trods denne forskel bliver arabisk og islamisk ofte af historiske grunde brugt sammenfaldende, hvilket skitseres i det følgende.

Arabere blev i Det Gamle Testamente og i de antikke romerske og græske kilder kun brugt som betegnelse for dem, der boede på Den Arabiske Halvø. Det var imidlertid blandt araberne, at islam opstod i begyndelsen af 600-t., og i løbet af de følgende århundreder blev islam med kalifatets erobringer udbredt over det meste af Middelhavsverdenen fra Persien i øst til Spanien i vest. Arabisk blev administrations- og kultursprog for adskillige riger, hvis økonomiske og politiske udvikling ellers fulgte indbyrdes stærkt afvigende baner.

Grænsen mellem arabisk og islamisk har derfor altid været flydende; i moderne tid er de to ord i vesteuropæisk brug som oftest synonyme. Desuden har adskillige mellemøstlige stater i 1900-t. i et bevidst forsøg på at skabe en nationalitetsfølelse betegnet hele islams 1300-årige historie som arabisk.

Arabisksprogede tekster blev oversat til latin fra 1100-t. for at kunne bruges i europæisk videnskab og kristen teologi. Nogle europæere søgte da at skelne og brugte ordene arabes eller philosophi arabum (arabernes filosoffer) om de forfattere, hvis værker de kopierede og blev inspireret af, selvom de var skrevet af muslimer. Derimod brugte de sarraceni, machometani og senere musulmanni, når de skrev om muslimerne som kristendommens fjender, eller når de skrev teologiske afhandlinger mod islam. Denne forskel mellem sproglig etnisk klassifikation på den ene side og religiøs på den anden har siden middelalderen været mærkbar i al europæisk litteratur.

Valg af opslagsord i Den Store Danske Encyklopædi er et godt eksempel herpå. Under arabisk beskrives sproget og den omfangsrige litteratur på dette sprog, men fortrinsvis den ikke-religiøse. Desuden beskrives Den Arabiske Halvø og dens historie. Den klassiske periodes naturvidenskab og filosofi skal søges under arabisk (arabisk astronomi, matematik etc.), selvom den er skrevet af personer med også persisk eller spansk baggrund og egentlig snarest er karakteriseret af, at forfatterne alle tilhørte islam. Betegnelsen arabisk afspejler her den middelalderlige kristne skelnen, ifølge hvilken nogle videnskaber var religiøst neutrale og derfor arabiske, ikke islamiske. Det samme gælder for arabisk musik, film og arabisk køkken, der alle indeholder ikke-arabiske elementer, fx tyrkiske.

Religiøse emner skal søges under islam, selvom langt den overvejende del af litteraturen herom er skrevet på arabisk. Kunsten opføres ifølge traditionen som islamisk kunst, fordi den først og fremmest er kendt fra religiøs brug i moskéarkitekturen og fra kalligrafi af Koranen.

For arabisk sprog, se her.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig