harem

Haremet forbindes i vestlig sprogbrug oftest med de spektakulære, omfangsrige fyrsteharemer, som kendes fra fx oldtidens egyptiske konger eller fra Israels kong Salomon, hvis harem skal have omfattet 700 hustruer og 300 medhustruer (1.Kong. 11,3). Haremet har ikke blot tjent til herskerens adspredelse, men det har især været en manifestation af hans magt og et politisk allianceinstrument i forholdet til vasaller og andre herskere. Selv med et harem har herskeren kunnet knytte sig tæt til en enkelt kvinde, førstehustruen, mens forholdet til haremets øvrige kvinder har været forskelligt reguleret; evt. har de besøgt herskerens soveværelse efter en turnusordning, som han personligt eller en embedsmand førte regnskab over.

Bedst kendt er de tyrkiske osmannersultaners harem, det store serail, i paladset i Istanbul, og dets pragt og intriger er skildret af europæiske rejsende siden 1500-t. Det bestod af ca. 400 værelser, havde omkring 150 kokke og mere end 30 badeanlæg, dertil lysthuse (kiosker) og dyreparker med gazeller, store katte, påfugle og nattergale i bur. Her levede nogle hundrede kvinder, der blev opvartet af specialuddannede eunukker under ledelse af den sorte overeunuk, kızlarağası 'pigernes behersker'. I miniformat skulle haremet med sine kunstige søer, udsøgte frugter og frodige blomsterkunst afspejle det islamiske paradis. Kvinderne blev uddannet i musik, sang, dans og i den rette tilberedelse og servering af te, fra midten af 1600-t. af kaffe, alt for at være herskeren til behag. Selv levede de fysisk i storslået luksus mht. tøj og stimulanser som konfekt, tobak og vistnok et moderat forbrug af opium. Ved herskerens død blev hele haremet flyttet til "Tårernes hus", og et nyt blev opbygget under opsyn af den nye sultanmoder, valide sultana.

Haremets kvinder var dels hustruer, dels slavinder, odalisker (af tyrk. oda-li 'den med værelse' eller 'den, der hører til et værelse'). Mange var kristne eller jøder og fik i flere tilfælde lov at beholde deres oprindelige tro. Sultanen kunne give sine odalisker som gave til embedsmænd, der normalt frigav dem, giftede sig med dem og dermed fik en god forbindelse til haremet.

Ved en søns fødsel rykkede moderen op i haremets interne hierarki og søgte derpå ofte at sikre sønnen sultantronen. Süleyman den Prægtiges tredje søn var født af den ukrainske slavinde Hürrem Sultana ('Den leende sultaninde', 1526-58), der angiveligt nægtede at komme til Süleymans leje, førend han havde forvist sin ældste søn og giftet sig med hende.

Fra begyndelsen af 1600-t. blev haremet opholdssted for mandlige slægtninge til den regerende sultan. De blev holdt i "det gyldne bur", mens de tidligere ofte var blevet dræbt ved en ny sultans tiltræden. Nu blev de holdt i årevis som brikker i et politisk spil mellem mødre, eunukker, vesirer og janitsharer.

Kvindernes regimente i haremet fra 1500-t. til slutningen af 1600-t. og sultanernes angiveligt større interesse for odalisker end for soldater er blevet brugt som forklaring på både Osmannerrigets og det persiske Safavideriges politiske tilbagegang. Der er dog snarere tale om, at stormandsvælde overalt i Europa og Orienten i den periode har konkurreret med eneherskeren om den politiske magt, i disse tilfælde altså gennem haremsintrigerne. Denne labile politiske situation afløstes af absolutisme og embedsmandsvælde, også i Osmannerriget, hvorefter haremets politiske indflydelse indskrænkedes væsentligt. Det osmanniske harem opløstes helt, efter at den sidste sultan, Abdülhamid 2., døde i 1909, og harem blev forbudt i det moderne Tyrkiet. I den arabiske verden er lovgivningen mindre entydig, men harem som herskerens magtmanifestation og politisk allianceinstrument forekommer ikke længere.

I Vesten har harem stået som noget uopnåeligt, mystisk og dragende, samtidig med at det har haft et skær af noget umoralsk og forkasteligt. I 1700- og 1800-t. kom Orienten på mode (se orientalisme) og dermed både haremets kaffe og sorbet og Edgar Allan Poes og Sherlock Holmes' narkotika. Vesteuropæiske ambassadørfruer vendte hjem fra Osmannerriget og søgte i haremsbukser og med slør i det små at genskabe den orientalske institution på godset. Haremet danner rammen for handlingen i W.A. Mozarts syngespil Bortførelsen fra Seraillet (1782), hvis lokalkoloristiske præg skyldes den "tyrkiske musik". Orientalismen inden for maleriet ytrede sig i 1800-t. i en storproduktion af smægtende blonde odalisker og svulmende sorte haremsvogtere, fx hos franskmanden Ingres. Et mere folkeligt udtryk fik den gennem den moderne triviallitteratur fra slutningen af 1800-t., i Danmark fx gennem Familie Journalen, der regelmæssigt bragte reportager og romaner om de ulykkelige kvinder i haremet og dermed fik anledning til at vise dem i lette, kolorerede gevanter. Den hvide slavehandel, som sikrede sorte sultaner blonde kvinder, var en yndet ramme om de tidligste film i 1900-t., og der går en direkte linje herfra til pragtharemer som i Fellinis film Amarcord (1973) og de mere folkelige i bl.a. James Bond-film.

Haremet er fra 1900-t.s begyndelse blevet kritiseret som kvindeundertrykkende, først af de europæiske kolonisatorer, siden af kvindelige intellektuelle både i Mellemøsten og i Vesten. Modsat har nogle få etnografer, fx Henny Harald Hansen, der rejste fra harem til harem på Den Arabiske Halvø, fremhævet dets funktion som en mulighed for at skabe et rent kvinderum delvis på kvinders egne præmisser.