Odalisk, (via fr. odalisque fra tyrk. odalık, egl. 'det, der hører til rummet', af oda 'rum, kammer'), europæisk betegnelse for slavinder i et harem. Osmannersultanens harem rummede 1451-1909 næsten ingen legitime hustruer. Dets funktion var, at sultanen med få udvalgte slavinder skulle avle sønner og hermed sikre dynastiets fortsættelse. For slavinderne var hovedopgaven i haremet ikke seksuelle ydelser, men uddannelse, der skulle gøre dem til attraktive hustruer for rigets embedsmænd.