Nabatæere er det oprindeligt græske navn for et folk, som i hellenistisk og romersk tid skabte et rige i det nuværende Jordan med hovedstad i Petra. Det var et arabisk folk, men de talte en dialekt af aramæisk kaldet nabatæisk.
Nabatæerne kom fra det nordøstlige Arabien, hvorfra de vandrede til det tidligere Edom. Den første samtidige kilde til dem er en papyrus fra 259 f.Kr. Flere konger kendes, vigtigst var Aretas 4. (9 f.Kr.-40 e.Kr.). I 106 e.Kr. blev nabatæerne underlagt Rom som en del af provinsen Arabia. Nabatæernes velstand hvilede på kontrol af karavanevejene dels fra Sydarabien til Damaskus, dels fra Middelhavet til det sydlige Mesopotamien, men også på opdyrkning af områder, der i dag er ørken, ved hjælp af en særlig hydraulisk teknik.
Nabatæernes hovedgud var Dushares 'Ham fra Seir', men også andre guddomme kendes. Et særkende ved nabatæernes gudsdyrkelse er kubiske templer. Der er sandsynligvis en forbindelse mellem dem og Nebajot, som kendes fra Bibelen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.