Samsun, havneby og provinshovedstad ved Tyrkiets Sortehavskyst; 605.300 indb. (2013). Da byen i 1425 blev erobret af osmannerne, blev den sat i brand af genovesiske købmænd; siden er udviklingen flere gange blevet bremset af jordskælv og i 1915 af en omfattende brand. Nu fremtræder Samsun som en noget stillestående provinsby. I området dyrkes bl.a. tobak, og en af Tyrkiets største cigaretfabrikker, Tekel, ligger i byen.

Historie

Samsun, antikkens Amisos, blev grundlagt i 600-t. f.Kr. som koloni fra Milet. Byen var en af Milets vigtigste Sortehavskolonier, ligesom den i middelalderen var et center for handel mellem Europa og Asien. I 1919 blev byen udgangspunkt for Atatürks kamp for tyrkisk uafhængighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig