Sesostris, Senwosret, egyptiske konger af det 12. og 16. dynasti. Sesostris 1. (1954-1909 f.Kr.) og Sesostris 3. (1872-1843 f.Kr.) foretog store militære ekspeditioner imod Nubien i syd og lod mægtige fæstningsanlæg opføre for at kontrollere de besatte områder, der strakte sig til Nilens anden katarakt. Deres bedrifter gav stof til de klassiske fortællinger om den mægtige krigerkonge Sesostris, således som bl.a. Herodot og Diodoros gengiver dem, og hans bedrifter blev i oldtiden sammenlignet med Alexander den Stores.