I oktober 1989 blev der indgået en aftale i al-Taif i Saudi-Arabien, som banede vejen for en afslutning på borgerkrigen. Parterne enedes dels om en reform af det politiske system, dels om afvæbning af de mange militser, der var opstået i løbet af borgerkrigen. På det politiske plan enedes parterne om en omfordeling af den politiske magt: Landets parlament skulle i fremtiden bestå af lige mange kristne og muslimske repræsentanter, og man enedes også om at begrænse præsidentens beføjelser. Med syrisk støtte lykkedes det i oktober 1990 at nedkæmpe general Aoun (f. 1935), der i september 1988 var blevet indsat som leder af en midlertidig regering. Aoun havde 1989-90 forgæves søgt at gøre op med den syriske militære tilstedeværelse i landet.
Grupperne bag Taif-aftalen valgte i november 1989 René Mouawad til ny præsident. Han blev kort efter myrdet og Elias Harawi blev valgt som hans efterfølger. Harawi indgik i maj 1991 en aftale med Syrien, som formelt gav landet ret til at blande sig i libanesisk politik for så vidt det havde betydning for syrisk sikkerhedspolitik. I løbet af få år havde centralregeringen igen skaffet sig kontrol over landet med undtagelse af den sydlige del, som kontrolleredes af Den Sydlibanesiske Hær, SLA, i tæt samarbejde med Israel. Hizbollah sikrede sig retten til at fortsætte kampen mod Israel fra landets øvrige politiske grupperinger, og bevægelsen etablerede sig som en del af det nye politiske system i landet. Den fortsatte syriske tilstedeværelse førte ved afviklingen af valgene i 1992 og 1996 til en delvis kristen boykot. Under ledelse af ministerpræsident Rafik Hariri blev den centrale del af Beirut genopbygget, og der blev lanceret en økonomisk politik baseret på en genskabelse af Beirut som et finansielt centrum for regionen.
Hibzollahs kamp mod Israel førte i 1993 og 1996 til israelske angreb mod mål i Libanon, der sendte adskillige hundrede tusinder på flugt fra landets sydlige del mod nord. I maj 2000 lykkedes det endelig Hizbollah at presse SLA og Israel ud af den sydlige del af landet, men Israel har opretholdt besættelsen af enkelte landsbyer (Sheba-området), som både Libanon og Syrien gør krav på. I oktober 1998 blev general Émile Lahoud (f. 1936) valgt til ny præsident, og nye valg til parlamentet blev afholdt i 2000, denne gang med fuld kristen deltagelse. Det førte til voksende kritik af den syriske tilstedeværelse, og i et forsøg på at imødekomme kritikken formindskede og reorganiserede Syrien i 2001 og 2002 sine styrker i Libanon. Tropper i Beirutområdet blev trukket tilbage til Bekaadalen, men de kristne grupperinger krævede fra 2003 fuldstændig syrisk tilbagetrækning.
I september 2004 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1559, der bl.a. pålagde alle fremmede tropper at trække sig ud af Libanon. I sensommeren 2004 sluttede også tidligere ministerpræsident Rafik Hariri sig til dem, der krævede Syrien ud af landet. Hariri blev i februar 2005 dræbt ved et attentat. Efter et massivt internationalt pres lovede Syrien i marts 2005 at trække resten af sine tropper ud af Libanon. En FN-kommission blev i 2005 nedsat for at afdække hvem der stod bag attentatet mod Hariri; undersøgelserne har ikke givet endegyldigt svar, men stærke indicier peger på, at personer med tilknytning til den syriske sikkerhedstjeneste var indblandet.
Efter valg i maj-juni 2005 blev parlamentet domineret af en antisyrisk alliance; dog fik Hizbollah også en ministerpost. I sommeren 2006 forsøgte Israel med bombeangreb og invasioner ind i Libanon at svække Hizbollah militært. Efter konfrontationen, som havde høje omkostninger for Libanons indbyggere og infrastruktur, stod Hizbollah imidlertid styrket pga. sin modstand mod de israelske styrker. Dette har samtidig, i kraft af den tætte alliance mellem det religiøse styre i Iran og Hizbollah, styrket den iranske indflydelse på den politiske situation i Libanon.
Siden november 2006 har Libanon befundet sig i en politisk krise, hvor oppositionen, ledet af Hizbollah og den kristne Fri Patriotisk Bevægelse, har arrangeret omfattende demonstrationer mod regeringen og krævet større indflydelse og snarlige valg. I november 2007 trådte præsidenten, den syriskorienterede Émile Lahoud tilbage, da hans embedsperiode udløb. Først i maj 2008 lykkedes det at blive enig om en ny præsident, Michel Sleiman. Forud for valget var den politiske situation blevet stadig mere tilspidset, og det lykkedes Hizbollah at tage magten i store dele af Beirut med våbenmagt. Efter forhandlinger parterne imellem i Doha blev spændningen lettet en del, men forholdet mellem de forskelle grupperinger i landet er fortsat spændt. I 2012, året efter den ødelæggende borgerkrig brød ud i nabolandet Syrien, udbrød der uroligheder mellem sunnimuslimer og alawier, og der er bekymring for om krigen skal brede sig til Libanon. Libanon har ligeledes modtaget mere end en million flygtninge fra borgerkrigen i Syrien-
Læs mere om Libanon.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.