Kuwait - geografi

Kuwaits indbyggertal steg fra 152.000 i 1950 til 2 mio. i 1989 svarende til en fordobling pr. tiår. Kuwaiterne selv bidrog til væksten ved at føde mange børn og ved at forbedre sundhedsforholdene radikalt, men hovedparten af væksten skyldtes indvandring. Allerede i slutningen af 1950'erne udgjorde udlændingene 45 procent af befolkningen og i 1989 61 procent svarende til 1,3 mio. mennesker; de kom for at få arbejde i kortere eller længere tid. Den største gruppe var statsløse palæstinensere, for hvem Kuwait blev et nyt fædreland; dog fik kun få af dem statsborgerskab pga. landets restriktive love.

Efter den irakiske invasion i 1990 flygtede ca. ¹/₂ mio. kuwaitere og 800.000 gæstearbejdere ud af landet i løbet af få måneder, og adskillige tusinder blev deporteret, dræbt eller tvunget til at skifte statsborgerskab som led i de irakiske planer om at indlemme Kuwait i Irak. Efter Iraks nederlag i februar 1991 blev befolkningstallet anslået til 700.000, og i månederne derefter vendte kun få kuwaitere og gæstearbejdere tilbage; tværtimod fortsatte deportationerne, men nu iværksat af kuwaitiske sikkerhedsstyrker med det formål at slippe af med palæstinenserne, som blev beskyldt for at have samarbejdet med besættelsesmagten.

Det skønnes, at der før besættelsen befandt sig 450.000 jordanere og palæstinensere i Kuwait. Fra 1992 begyndte de flygtede kuwaitere at vende tilbage. Emiratet havde som erklæret mål, at gæstearbejdernes job i stigende grad skulle overtages af kuwaiterne selv. Denne politik har dog slået fejl, og udenlandske arbejdere strømmer atter ind i landet. Men i stedet for at ansætte palæstinensere, jordanere og egyptere importerer man nu arbejdskraft fra Syd- og Østasien; den er både billigere og politisk lettere at styre.

Langt den overvejende del af arbejdsstyrken er beskæftiget i oliesektoren, i handels- og finansieringsvirksomhed og i servicesektoren i øvrigt. Landbrug og fiskeri er af forsvindende betydning.

Det kuwaitiske kongehus er sammen med befolkningsflertallet sunnimuslimer og gennem slægtsbånd knyttet til Saudi-Arabien. Andre magtfulde familier stammer fra Irak, og op mod 30 procent af kuwaiterne er gennem afstamning eller religion orienteret mod det shiamuslimske Iran.

Kuwait har ikke problemer med at finansiere sin udvikling. Der er altid overskud på handelsbalancen og rigeligt med kapital tilovers til offentlige og private konti og investeringer i udlandet. Eksporten er ensidigt præget af olie, men i modsætning til mange andre olieeksporterende lande har Kuwait ikke valgt at iværksætte en mere alsidig økonomisk udvikling gennem fx investeringer i andre industrigrene. I stedet søger landet at sikre sin fremtid gennem investeringer i udlandet. Denne strategi gør Kuwait afhængigt af stabilitet og vækst i ilandene, men denne afhængighed er næppe mere risikabel end den nuværende binding til stabile oliepriser, og den er nok lille sammenlignet med faren for at miste faste værdier i selve Kuwait under en fremtidig krig eller invasion.

Den irakiske besættelse kan anskues som en generalprøve på den kuwaitiske overlevelsesstrategi: På kort tid kunne de kuwaitiske magthavere og hovedparten af statsborgerne bringe sig i sikkerhed i Saudi-Arabien og herfra fortsat og uhindret disponere over kuwaitiske midler i udlandet. Derimod gik det hårdt ud over de efterladte værdier i Kuwait, efterhånden som ¹/₂ mio. irakere plyndrede boliger, afmonterede hospitaler, skoler og raffinaderier og til sidst satte ild til halvdelen af oliefelterne. Genopbygningen efter krigen er sket hurtigt. Allerede i 1994 var olieproduktionen oppe på førkrigsniveauet; siden 1992 er den mere end fordoblet.

• Kuwait – sprog
• Kuwait