Rifaa Rafi al-Tahtawi, ca. 1801-1873, egyptisk muslimsk lærd. 1826-31 opholdt han sig i Paris som imam for en gruppe egyptiske unge, der på befaling af vicekongen Muhammad Ali skulle tilegne sig viden om europæisk uddannelse og videnskab. I Paris skrev al-Tahtawi en bog om fransk politik og kultur, som siden er kommet i talrige udgaver. Efter hjemkomsten forestod han oversættelsen af vigtige moderne europæiske værker til arabisk. Han påkaldte sig traditionelle muslimske lærdes vrede, fordi han talte for en modernisering af den muslimske uddannelse, og under den konservative vicekonge Abbas 1. (1848-54) var al-Tahtawi forvist til Sudan.