Nuzi, oldtidsby i det nordlige Mesopotamien, nu en øde ruinhøj ved navn Yorghan Tepe ca. 13 km sydvest for det nuværende Kirkuk i Irak. Byens tidligste historie er stort set ukendt. Søgeskakter ned i de dybere lag har afdækket rester fra 3500 f.Kr. eller tidligere. Omkring 2250 f.Kr. var den provinshovedstad i Det Akkadiske Imperium og hed da Kasur. Det nye navn Nuzi må den have fået i løbet af de store hurritiske folkevandringer, der fandt sted 2000-1500 f.Kr.

Nuzi er bedst kendt for talrige privatarkiver i form af lertavler fra 1450 til 1350 f.Kr., der blev udgravet i de øverste lag af ruinhøjen. De giver et godt billede af det hurritiske samfund i en mellemstor by. Fra denne tid kendes også en produktion og eksport af glas, bl.a. det eftertragtede blå glas. Stedet var beboet helt frem til ca. 300 e.Kr., men efter 1000 f.Kr. var bosættelsen tilsyneladende ubetydelig.

En ekspedition fra Harvard University i USA foretog udgravninger 1927-31 og frilagde store dele af den hurritiske by; de ældre lag er dog stadig stort set urørte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig