Kaldæerne var et oldtidsfolk i det sydlige Babylonien. Kaldæernes oprindelse er uklar, men det formodes, at de er indvandret til Babylonien fra Den Arabiske Halvø. Kaldæerne var inddelt i stammer og havde tydeligvis en bykultur; de grundlagde nye byer foruden at overtage de ældgamle babyloniske byer, fx Ur ("Ur i Kaldæa").

Ca. 800-625 f.v.t. kæmpede kaldæerne indædt mod det assyriske overherredømme i Babylonien, og det blev en af deres ledere, Nabopolassar, der 625-605 f.v.t. blev den første af de nybabyloniske konger. På det tidspunkt havde kaldæerne for længst overtaget den babyloniske kultur.

I den græsk-romerske verden kom kaldæer til at betyde astrolog, idet astrologien blev anset for at være af babylonisk oprindelse. Udtrykket bruges i dag også som betegnelse for medlemmerne af den kaldæiske kirke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig