Cheopspyramiden, set her fra sydvestlig retning, er det eneste tilbageværende af oldtidens Syv Underværker. Bygningen havde oprindelig glatte sider med en hvid kalkstensbeklædning, hvoraf kun lidt er bevaret ved pyramidens fod. Pyramiden består af ca. 2,3 millioner stenblokke af kalksten, der i gennemsnit vejer 2,5 tons.

.

Hovedparten af de ca. 2,3 mio. kalkstensblokke i Cheopspyramiden kom fra lokale stenbrud umiddelbart syd for pyramidens placering. Arkæologerne mener, at det underjordiske kammer var symbol på underverdenen, at det såkaldte dronningekammer var rummet til kongens statue, og at kongekammeret, i en højde af ca. 43 m over jordplan, var det egentlige gravkammer. Det store galleri var sandsynligvis lagerplads for de sten, som man skulle bruge til blokering af den opadgående gang efter kongens begravelse. Luftkanalerne er gange, gennem hvilke kongens sjæl kunne forlade pyramiden og forene sig med guderne på stjernehimlen.

.

Cheopspyramiden er den største af pyramiderne i Egypten og ligger ved Giza sydvest for den moderne hovedstad Cairo. Pyramiden blev opført som gravmonument for kong Cheops, der regerede i godt 23 år (ca. 2589-2566 f.v.t.) i det 4. dynasti i det Gamle Rige. Monumentet betegner med sin klare geometriske form og gennemførte bygningstekniske præcision højdepunktet i byggeriet af pyramider.

Faktaboks

Også kendt som

Den store pyramide

Khufus pyramide

Kheopspyramiden

Keopspyramiden

Monumentalt byggearbejde

Pyramiden er både det ældste og eneste næsten fuldt bevarede af Verdens Syv Underværker. Megen talmystik og esoteriske spekulationer er knyttet til den, ofte afledt af mangelfulde og/eller misforståede data om pyramiden.

Ifølge den græske historiker Herodot – der besøgte Cheopspyramiden i 400-tallet f.v.t. – tog det 100.000 mand 20 års meget hårdt arbejde at opføre pyramiden. Antallet er sandsynligvis tættere på 20.000-25.000 mand, hvilket inkluderer de folk, der sørgede for forsyninger af mad, vand, reb, værktøj, osv. Cirka 4.000 mand arbejdede direkte på pyramiden med transport og placering af stenblokke, og de var inddelt i arbejdshold af ca. 20 mand. Navnene på arbejdsholdene blev skrevet med blæk på stenblokkene for at holde styr på, hvem der leverede hvor meget til toppen af pyramiden.

Langt de fleste af Cheopspyramidens kalkstensblokke er udhugget fra området, der ligger mellem Sfinksen og Chephrenpyramiden. Det yderste lag af hvide kalksten, der i dag ikke længere findes på pyramiden, blev fragtet fra den østlige bred af Nilen til Giza på mindre både. Dette er beskrevet i et papyrusdokument tilhørende en mand ved navn Merer; han var kaptajn på en båd, der sejlede mellem stenbruddet i Tura og byggepladsen ved Giza.

Cheopspyramidens dimensioner

Cheopspyramiden blev opført af omkring 2,3 mio. stenblokke og har en volumen på 2,5 mio. kubikmeter. Hver stenblok vejer i gennemsnit 2,5 tons – de nederste sten i pyramiden vejer dog op mod 15 tons hver, mens stenblokkene nær toppen vejer betragteligt mindre end gennemsnittet. Granitblokkene i gravkammeret vejer hver især mellem 50 og 70 tons, og blev fragtet til Giza på skibe helt fra Aswan i det sydlige Egypten, en rejse på ca. 900 km.

Sidelængden på Cheopspyramiden er ved basis 230,3 m, og sidernes hældningsvinkel 51°50'. Den oprindelige højde var 146,5 m, hvoraf 138,75 m står tilbage. Klippeplateauet under pyramiden blev tilhugget med stor præcision, således at niveauforskellen mellem hjørnerne er på under 2,1 cm. På ydersiden var pyramiden dækket af tilhugne hvide kalksten, som gav den en glat overflade. Størstedelen af disse blev sandsynligvis løsnet i forbindelse med et jordskælv i år 1300, hvorefter de bl.a. blev anvendt som byggemateriale i Cairo.

Kongens gravkammer

Kongens gravkammer er i Cheopspyramiden placeret ca. 43 m over klippeplateauet, hvilket er unikt i forhold til andre egyptiske pyramider. I gravkammeret findes i dag kun en tom sarkofag af sort granit, dog uden sarkofaglåg. Ca. 20 m under kongens gravkammer ligger det såkaldte dronningekammer, ufuldført og aldrig brugt. Udhugget i klippeplateauet under pyramiden findes et kammer som kun er groft tilhugget og heller ikke brugt.

Adgangen til alle tre kamre, der tidligere var spærret og skjult udefra, sker ad flere både nedad- og opadgående gange, bl.a. det ca. 45 m lange og 8,5 m høje Store Galleri. Pyramiden blev formentlig plyndret relativt kort efter det Gamle Rige sluttede.

Pyramidekomplekset

Oprindelig var Cheopspyramiden en del af et større pyramidekompleks. Dette bestod bl.a. en høj mur omkring den store pyramide, flere mindre pyramider, begravede både, og et pyramidetempel, der var forbundet til et daltempel via en overdækket processionsvej.

Daltemplet lå ved mundingen af en kunstig sø og var en del af et havneanlæg, som var forbundet til Nilen via udgravede kanaler. Hele komplekset symboliserede i korte træk kongens rejse til efterlivet og foreningen med guderne, ikke mindst solguden Ra, og ophøjelsen af kongen selv til en gud.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig