De ældste arkæologiske levn fra Egypten er ca. 700.000 år gamle redskaber, der er fundet ved Abu Simbel. De første spor efter hytter eller telte er fundet i Arkin 8, som dateres til sen nedre palæolitikum (for 250.000-90.000 år siden).

Palæolitikum

Menneskene i nedre og mellemste palæolitikum levede tilsyneladende som samlere og jægere og holdt sammen i små mobile grupper med egalitær struktur.

Øvre palæolitikum

I øvre palæolitikum gjorde det moderne menneske sit indtog. Man levede som jægere og samlere og begyndte muligvis at organisere sig i større sammenslutninger eller stammer. Fra omkring 13.000 f.v.t. udvidede man nogle steder ved Nildalen, fx ved Esna, ernæringsgrundlaget til bl.a. også at omfatte vilde kornarter. Fra den periode er der spor efter mere permanente bopladser.

Denne udvikling blev dog tilsyneladende afbrudt omkring 10.500 f.v.t., da man indtil neolitikums begyndelse vendte tilbage til den tidligere levevis.

Neolitikum

De ældste neolitiske fund i Østsahara stammer fra Nabta Playa og dateres til ca. 7000 f.v.t. I selve Egypten (dvs. Nildalen, Deltaet og al-Fayyum) synes de første landbrugssamfund at være opstået i århundrederne omkring 5000 f.v.t.

Merimda, Badari og al-Fayyum

De vigtigste af disse har fået navn efter lokaliteterne Merimda i Deltaet, Badari i Nildalen og al-Fayyum. Man var nu fortrolig med keramikfremstilling og praktiserede både agerbrug og husdyravl, som blev suppleret med jagt, fiskeri og indsamling. Menneskene boede i landsbyer (Hammamiyya og Merimda), og de var antagelig organiseret i stammer med en egalitær social struktur og lederskab, som var baseret på personlige egenskaber.

Naqqada-traditionen

Omkring 3800 f.v.t. opstod i Nildalen Naqqada-traditionen, som inddeles i tre faser: Naqqada I 3800-3650 f.v.t., Naqqada II 3650-3300 f.v.t. og Naqqada III 3300-3100 f.v.t. Økonomien var stadig baseret på agerbrug og husdyrhold. Men i denne periode skete den udvikling, der førte til dannelsen af den faraoniske stat. Tidsrummet kaldes derfor også for prædynastisk tid.

Prædynastisk tid

I løbet af Naqqada II-III skete der en klimaforværring i Nordafrika, som tvang mange til at flytte ind på flodsletten langs Nilen. Det forøgede befolkningstal stillede nye organisatoriske krav og betingede muligvis en midlertidig knaphed på resurser. Konsekvensen var, at der i denne periode skete fundamentale ændringer i den sociale og politiske struktur.

På gravpladser i bl.a. Qustul, Hierakonpolis, Naqqada og Abydos er der således gjort fund, som vidner om betydelig forskelsbehandling af de døde. Man finder motiver i kunsten, der peger fremad mod den faraoniske kongeikonografi.

Handel med Mesopotamien og Elam

Man begyndte også at drive handel med andre dele af Afrika og den nære orient. Der var fx i Naqqada III kontakter til Mesopotamien og Elam, hvorfra man importerede varer, men først og fremmest motiver fra den mesopotamiske og elamitiske forestillingsverden. Disse motiver blev tilpasset egyptiske forhold og anvendt i elitens magtikonografi.

Det er ligeledes sandsynligt, at skriften som idé importeredes fra Mesopotamien i slutningen af denne periode.

Ny samfundselite, småstater og konflikter

Der udviklede sig således i løbet af Naqqada II-III en samfundselite med privilegeret adgang til lederskab. Samtidig blev befolkningen tilsyneladende organiseret i småstater og høvdingedømmer. Det skete bl.a. omkring Hierakonpolis, Naqqada og Thinis i den egyptiske del af Nildalen, Maadi og Butho i Deltaregionen og måske Qustul i Nubien.

Konkurrencen om kontrol med resurser resulterede i væbnede konflikter mellem nogle af disse politiske enheder, og det ser ud til, at herskerslægterne fra Hierakonpolis og Thinis omkring 3100 f.v.t. i indbyrdes forståelse kunne gøre krav på at herske over et samlet Egypten.

I praksis var rigssamlingen dog langtfra opnået med denne begivenhed, som blot var et foreløbigt højdepunkt i en statsdannelses- og civilisationsproces, der indtil det 4. dynasti fortsatte med stigende fokusering på kongemagten og standardisering af dens udtryksformer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig