Ruinområdet, der strækker sig på begge sider af Nilen. De stiplede linjer angiver processionsruter for religiøse fester: a) Opetfesten; b) Dalfesten; c) Dekadefesten.

.

Theben er et ruinområde i Egypten på begge sider af Nilen. Theben var det religiøse og til en vis grad kulturelle centrum i størsteparten af det 2. og det 1. årtusinde f.v.t.

Det thebanske område

Fra optoget langs Nilen ved Opetfesten. Forrest i dette lille udsnit af en reliefserie fra Luxortemplet marcherer standartbærere, fulgt af lutspillere og libyske lejesoldater med rytmeinstrumenter.

.

Byen hed på oldegyptisk Waset i den faraoniske periode (ca. 3000-332 f.v.t.), og senere kaldte grækerne området navnet Theben.

På østbredden af Nilen ligger nu den moderne by Luxor med Luxortemplet og landsbyen Karnak med et stort tempelområde ca. 2 km nord herfor. På vestbredden troner den nærmest pyramideformede bjergtop al-Qurn over Kongernes Dal, hvor der findes klippegrave for kongerne fra 18.-20. dynasti (ca. 1550-1070 f.v.t.), bl.a. for Tutankhamon, Ramses 2. og graven for Ramses 2.'s mange sønner.

I Dronningernes Dal findes dronninge- og prinsegrave fra 19.-20. dynasti (ca. 1307-1070 f.v.t.), bl.a. for Ramses 2.s førstehustru, Nefertari. Endvidere findes på vestbredden gravområder med hundredevis af monumentale klippegrave, kapeller og gravskakter til højtstående embedsmænd. Det er også her at kongernes såkaldte dødetempler ligger, bl.a. Hatshepsuts i Deir el-Bahri, Ramses 2.'s Ramesseum, og Ramses 3.s Medinet Habu.

Desuden inkluderer det thebanske område Amenophis 3.s paladser i Malqata og arbejderlandsbyen Deir el-Medina, som husede de håndværkere, der konstruerede og udsmykkede klippegravene i Kongernes Dal og Dronningernes Dal.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig