Harun al-Rashid, 763/766-24.3.809, femte abbasidiske kalif fra 786, søn af Muhammad al-Mahdi. Harun efterfulgte sin ældre bror al-Hadi, som var død under mystiske omstændigheder efter kun et år på tronen. Med støtte fra sin politisk aktive mor, al-Khayzuran, og sin dygtige iranske vesir, Yahya al-Barmaki, styrede han det mægtige kalifrige på dets politiske og kulturelle højdepunkt. Det lykkedes Harun at sikre rigets nordgrænse ved årlige felttog ind i det byzantinske Lilleasien, og i 797 sluttede kejserinde Irene fred og accepterede at betale tribut til Baghdad.

De første tegn på rigets splittelse viste sig på Haruns tid. Et oprør i Qayrawan (i det nuværende Tunesien) blev undertrykt af statholderen Ibrahim ibn al-Aghlab, som imidlertid gjorde sig delvis uafhængig af Baghdad og grundlagde Aghlabidedynastiet. Den stigende iranske selvbevidsthed førte til spændinger mellem arabere og iranere, hvilket muligvis er baggrunden for, at Harun i 803 kynisk styrtede barmakiderne. Harun gjorde sine to sønner Muhammad al-Amin og Abd-Allah al-Mamun til guvernører over hhv. de vestlige og de østlige provinser og understregede dermed splittelsen.

Harun lagde vægt på kalifatets religiøse side og indskrænkede jøders og kristnes rettigheder. Han fremmede handel og industri med klæde, metal, papir m.m. Videnskabsmænd og digtere som Abu Nuwas blev knyttet til hoffet. Vestlige kilders omtale af en kontakt til Karl den Store er muligvis legendarisk.

I Tusind og én nat forherliges Harun al-Rashid som den kloge, retfærdige og fabelagtigt rige hersker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig