Al-Mamun, egl. Abu al-Abbas Abd Allah al-Mamun ibn Harun al-Rashid, 786-833, abbasidisk kalif fra 813; søn af Harun al-Rashid. I sine første år som kalif var al-Mamun optaget af opgør med politiske modstandere, som det lykkedes ham at overvinde. Han tog initiativ til etableringen af Bayt al-Hikma 'Visdomshuset', hvor tekster fra græsk og syrisk blev oversat til arabisk. Oversættelserne var med til at præge den islamiske civilisation i 800- og 900-t. I 827 gjorde al-Mamun mutazilaskolen (se mutazilitter) til kalifatets officielle teologi, og i 833 krævede han, at de ansatte i den kalifale administration med ed skulle bekræfte, at de støttede mutazila.