Arabisk historieskrivning, historieskrivning på arabisk, i sin klassiske periode tæt knyttet til islam og den islamiske kultur, der blev skabt i det middelalderlige arabiske kalifat.

Den arabiske historieskrivnings opståen og tidlige udvikling er hyllet i mørke, fordi alle værker fra det første århundrede og de fleste værker fra det andet efter islams opståen i 600-t. er gået tabt. At dømme efter den senere overlevering var de tidligste historiske værker centreret omkring enkelte hændelser som den arabiske erobring i 630'erne, erobringen i 640'erne af Irak, Syrien og Egypten, den arabiske bosættelse i dele af de nyerobrede områder, vigtige politiske opgør som fx drabet på kaliffen Uthman i 656, de efterfølgende politiske opgør mellem den senere kalif Muawiyah og Ali ibn Abi Talib, eller de beskrev enkelte personers eller stammers bedrifter under de store erobringer. I sin stil er den tidlige arabiske historieskrivning præget af en førislamisk genre, ayyam al-arab, der beskrev de enkelte stammers historie. Mens ayyam-overleveringen er uden kronologiske fikspunkter og tillige ofte uden indre årsagssammenhæng, er den arabiske historiske overlevering fra sin begyndelse kronologisk, fikseret i forhold til etableringen af det islamiske samfund i 622. Ikke overraskende er den dybt præget af det forhold, at det lykkedes det oprindelig lille samfund (umma 'folk, menighed') i Medina at gøre sig til politisk herre over hele Den Arabiske Halvø og siden også over det øvrige Mellemøsten og Nordafrika.

Et andet karakteristisk træk ved den arabiske historiske overlevering fra anden halvdel af 600-t. og begyndelsen af 700-t. er, at den tidligt blev farvet af de forskellige gruppers og personers vurdering af og syn på, hvem der havde historisk legitimitet til at lede kalifatet. Den historiske overlevering blev derfor tidligt farvet af forskellig politisk og religiøs observans med en ofte klart tendentiøs holdning.

Gennem det andet århundrede efter islam bearbejdes de tidlige værker og sammenskrives med det mål for øje at skabe større sammenhængende historiske værker, der ikke blot skildrer den islamiske ummas historie, men også i stigende omfang interesserer sig for det historiske forløb forud for Muhammed og islam. Udvidelsen af den historiske horisont genspejler efter alt at dømme det forhold, at befolkningerne i de erobrede områder nu i stigende omfang konverterede til islam og følgelig gjorde gældende, at også deres tidligere historie skulle have sin naturlige plads i de historiske værker, der blev skabt i kalifatet som helhed.

Fra slutningen af 700-t. stammer den første samlede levnedsbeskrivelse af profeten Muhammed, forfattet af Ibn Ishaq (død 768); den er overleveret til vor tid i en forkortet og kommenteret version af Ibn Hisham (død 833). Fra al-Waqidi (død 823) stammer en grundig og omhyggelig skildring af den medinensiske ummas etablering (Kitab al-Maghazi). Ligesom Ibn Ishaqs profetbiografi er også al-Waqidis værk stilistisk en sammenskrivning af en lang række forskellige beretninger om Muhammeds liv og om den tidlige islamiske tid. Samme teknik præger et stort værk af al-Tabari (død 923), der i annalistisk form, år for år, opregner den historiske udvikling i kalifatet. Al-Tabaris værk er også centralt, fordi det i modsætning til så mange andre er overleveret til vor tid i sin helhed, og man derfor har mulighed for at danne sig et billede af, hvad de arabiske historikere fra 800- og 900-t. vidste om det historiske forløb før etableringen af kalifatet. Al-Baladhuri (død 892) samlede i sit værk om landenes erobring (Kitab Futuh al-Buldan) en lang række traditioner om forløbet af de store kalifale erobringer i midten af 600- og 700-t., mens andre historikere i samme periode beskrev erobringen af enkelte områder, bl.a. Egypten og Nordafrika.

Fra 800- og 900-t. stammer detaljerede skildringer af det historiske forløb i enkelte geografiske dele af kalifatet, fx i Damaskus, Baghdad, Mekka eller Spanien. På den måde kan man i arabiske historiske værker, forfattet i Nordafrika og Spanien, se, hvorledes vore forfædre vikingerne blev tolket af muslimerne.

Den muslimske lærde Ibn Fadlan var i 921 medlem af en delegation, udsendt af kaliffen i Baghdad til Volgabulgarerne i det nuværende Rusland. Under sin rejse overværede Ibn Fadlan begravelsen af en nordisk vikingehøvding, der var død på sin rejse. Efter sin hjemkomst til Baghdad nedskrev han sine oplevelser og leverede på den måde den eneste eksisterende skriftlige øjenvidneberetning om en nordisk vikingehøvdings begravelse.

Fra samme periode er overleveret værker om bestemte grupper af personer, der havde haft særlig betydning for udviklingen i kalifatet, bl.a. historiske og biografiske værker om retslærde, om dommere og om ledende personer i den kalifale administration.

Desuden fremviser 900- og 1000-t. en lang række historiske og geografiske værker med beskrivelser af det vidtstrakte kalifat. Efter kalifatets sammenbrud i 1258 skabtes et utal af historiske værker, som nærmere skildrer udviklingen i de forskellige dynastier, der blev skabt efter kalifatets undergang. Mens de tidlige historiske værker stilistisk alle er fortællende, inspireret af hadith-traditionen om Muhammed, er de senere historiske værker præget af en annalistisk, opremsende form.

Det er et generelt træk ved den middelalderlige arabiske historieskrivning, at den som den middelalderlige europæiske kun undtagelsesvis er analytisk og årsagsbeskrivende. Først Ibn Khaldun (1332-1406) forsøgte i al-Muqaddima, 'indledningen', til sit historiske værk Kitab al-Ibar kritisk at overveje, hvad der reelt betinger den historiske udvikling og dermed de økonomiske og politiske ændringer, der også prægede den arabiske middelalder. Ibn Khalduns tanker om sociale og økonomiske forhold fik dog ikke generelt nogen betydning for den middelalderlige arabiske historieskrivning. Den var også i sin senere form først og fremmest optaget af at skildre historiens konkrete gang og forsøgte ikke at give forklaringer på, hvorfor historien gik, som den gjorde.

Den arabiske historieskrivning udviklede ikke nye former mellem 1300- og 1800-t. Der eksisterer en lang række annalistiske værker af forskellige forfattere, hvori det historiske forløb omhyggeligt registreres efter den model, der var blevet udviklet allerede under kalifatet. I flere af disse værker er det muligt at se, hvorledes samtidens muslimer oplevede og opfattede den voksende europæiske tilstedeværelse i den arabiske verden.

Den arabiske nationalisme, der voksede frem fra slutningen af 1800-t., fik meget stor betydning for arabisk historieskrivning helt frem til slutningen af 1900-t.

Arabiske forfattere udviklede fra slutningen af 1800-t. et stadig mere kritisk syn på det osmanniske sultanat. Sultanatet blev gjort ansvarlig for, at den islamiske verden ikke evnede at modvirke den europæiske ekspansion, der fik til resultat, at stadig større dele af den arabiske verden i almindelighed og den islamiske i særdeleshed kom under direkte europæisk kontrol.

Efterhånden som den arabiske verden gennem 1900-t. blev opdelt i nationalstater, fik den arabiske historieskrivning ny betydning. Den blev af nogle brugt som et middel til at legitimere og forsvare den faktiske opdeling i moderne nationalstater, mens den af andre blev brugt i et forsøg på at bevise, at de moderne nationalstater i virkeligheden var i modstrid med den arabiske verdens historiske tradition.

Da allerede den middelalderlige arabiske historieskrivning udviser mange eksempler på, hvorledes historiske værker har forsøgt at legitimere bestemte dynastiers politiske kontrol med dele af den arabiske verden, er den historiske tradition i den arabiske verden i 1900- og 2000-t. ikke i den sammenhæng kvalitativt anderledes. Den afgørende tendens er forsøgene på at udnytte historien og det historiske forløb i bestemte politiske sammenhænge, der intet har at gøre med historien som sådan, men med etableringen af en national identitet. Det er i den sammenhæng vigtigt at huske på, at dette ikke er specielt for den arabiske historie. Det er måden, hvorpå historien i alle samfund og til alle tider er blevet brugt — og misbrugt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig