Abd al-Halim Khaddam var en syrisk politiker. Khaddam blev uddannet jurist og sluttede sig som ung til Baathpartiet. Han var udenrigsminister 1970-84 og var 1984-2000 vicepræsident. Khaddam var drivkraften bag de forhandlinger, der i 1989 førte til Taif-aftalen, som gav Syrien en afgørende indflydelse på Libanons politiske fremtid. Han fungerede som midlertidig præsident efter Hafiz al-Assads død i juni 2000, indtil en folkeafstemning i juli valgte Bashar al-Assad til ny præsident. Han meddelte i 2005, at han ville træde tilbage fra alle offentlige hverv og flyttede til Paris. Han var siden en stærk kritiker af præsident Bashar al-Assad og fremhævede sig selv som et politisk alternativ. Han var dog uden reel politisk støtte i Syrien. Han blev i 2008 idømt livsvarigt strafarbejde in absentia af en syrisk militærdomstol.