Den Sydlibanesiske Hær, SLA, opr. en kristen fraktion af den libanesiske hær, som under ledelse af Saad Haddad i 1977 indledte et tæt samarbejde med Israel, der invaderede Libanon året efter. SLA fik med israelsk økonomisk støtte til opgave at forhindre palæstinensiske angreb fra Sydlibanon mod mål i Israel. Da Haddad døde i 1984, blev Antoine Lahad (f. 1929) leder af SLA. Hovedmodstanderen var i 1990'erne Hizbollah. Da Israel i maj 2000 definitivt trak sig ud af Sydlibanon, blev SLA opløst, og kontrollen med området blev overdraget dels FN, dels den libanesiske hær.