Københavnerklæringen, programerklæring, der er det politiske grundlag for bevægelsen International Alliance for Arab-Israeli Peace, vedtaget på en konference på Louisiana i Humlebæk i januar 1997. I konferencen deltog toneangivende politikere, journalister og akademikere fra Egypten, Israel, Jordan og de selvstyrende palæstinensiske områder. Københavnerklæringen understreger bl.a. behovet for en løsning af problemerne vedrørende Jerusalem, som kan tilfredsstille alle parter, samt at det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse føres ud i livet. Alliancen, der sponsoreres af Udenrigsministeriet og EU, tilstræber at udvikle folk til folk-projekter mellem de fire deltagerlande.