Jarash. Det ovale forum set fra Zeustemplets podium mod hovedgaden. I forgrunden ligger Zeustemplets gård med brændofferalter. På den anden side af forum ses den oprindelige ruinhøj fra bronzealderen.

.

Jarash, oldtidens Gerasa, by ca. 35 km nord for Amman i Jordan. Byens historie går tilbage til senbronzealderen, og den fik sin store betydning, da Pompejus i 63 f.Kr. gjorde byen til medlem af Dekapolis. I den byzantinske periode blev den bispesæde. Den blev stærkt ødelagt af jordskælv i 747, men eksisterede dog, indtil korsfarerne ødelagde byens mure i 1122. I moderne tid er Jarash igen blevet beboet.

Der kan konstateres to store byggeperioder: en romersk fra 100-t. e.Kr. og en byzantinsk fra 400-t. e.Kr. Fra romersk tid findes ruinerne bl.a. af et stort Zeustempel og et tempel for Artemis, der var byens skytsgudinde. Endvidere er der flere teatre, en væddeløbsbane, forum og store velbevarede bade. En række kirker med mosaikker stammer fra den byzantinske tid; i domkirken, der er opført oven på et Dionysostempel, har man årlig fejret brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde vand til vin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig