Pella, arkæologisk lokalitet på Jordandalens østlige skråninger med spor efter mennesker fra nedre palæolitikum til nutiden. Pella var en vigtig handelsby i bronzealderen; i hellenistisk-romersk tid blev den igen betydningsfuld, og Pompejus anerkendte den som medlem af forbundet Dekapolis. Under romernes belejring af Jerusalem i 70 e.Kr. var Pella tilflugtssted for denne bys kristne og fra ca. 400 bispesæde. Pella blev i 635 indtaget af muslimerne, men blomstrede fortsat til 747, da et jordskælv ødelagde den.