Centralmagterne er den gængse betegnelse for Tyskland og dets allierede i 1. Verdenskrig: Østrig-Ungarn, Osmannerriget (fra 29.10.1914) og Bulgarien (fra 11.10.1915).

Tættest var forholdet mellem Tyskland og Østrig-Ungarn, der havde været allierede siden 1879, og hvor den militære alliance blev styrket af et kulturelt fællesskab. Selv om Italien havde været allieret med Tyskland og Østrig-Ungarn i Tripelalliancen siden 1882, valgte den italienske regering i 1914 at holde sig neutral med henvisning til at alliancen var defensiv. I maj 1915 gik Italien ind i krigen på Ententemagternes side. På samme måde valgte Rumænien, der siden 1883 havde været tilknyttet Tripelalliancen at holde sig neutral i 1914 og siden – i august 1916 – slutte sig til Ententemagternes krig mod Bulgarien, Tyskland og Østrig-Ungarn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig