Slaget om Atlanterhavet. Den bedste måde at få de livsvigtige handelsskibe over Atlanterhavet på var at lade dem sejle sammen i konvoj, beskyttet af eskortefartøjer. Tabene var dog alligevel store; der kendes konvojer, hvoraf kun halvdelen af skibene nåede frem. For de ombordværende søfolk var det en nervebelastning uden lige; hvert øjeblik kunne en torpedo ramme og forvandle skibet til et inferno — og de øvrige skibe i konvojen måtte ikke stoppe for at samle overlevende op.

.

Slaget om Atlanterhavet, fællesbetegnelse for de kamphandlinger, der under 2. Verdenskrig foregik på Atlanterhavet i forbindelse med tyske og italienske ubådes angreb på de britisk-amerikanske konvojer for at afskære Storbritannien fra forsyninger fra Nordamerika.

I de første år var den tabte allierede tonnage meget stor, bl.a. blev adskillige danske handelsskibe i allieret tjeneste sænket, og situationen var kritisk for Storbritannien. Vendepunktet kom i maj 1943, dels som følge af muligheden for at give konvojerne flydækning under hele sejladsen, dels som følge af den amerikanske industris serieproduktion af handelsskibe, men nok så meget fordi det lykkedes at udvikle effektive sporingssystemer (sonar/asdic og radar) og bedre antiubådsvåben (dybdebomber).

Ubådskrigen 1939-45

Med de erfaringer, man havde fra 1. Verdenskrig, var de krigsførende lande allerede fra starten af 2. Verdenskrig klar over, at krigen også ville ramme den civile skibstrafik. Fra krigens start blev alle skibe, der udgik til eller fra Storbritannien, derfor også samlet i konvojer. Konvojer gav ikke alene beskyttelse for handelsskibene. Det tvang samtidig ubådene til at angribe handelsskibe, der var beskyttet af orlogsskibe. Dermed skulle orlogsskibene ikke sejle rundt for at finde ubådene. De kunne vente, til ubådene nåede frem til dem.

Ved krigens udbrud havde Tyskland kun 30 ubåde til søs. Da ubådene yderligere, indtil erobringen af Frankrig i maj 1940, skulle nord om Skotland for at nå ud i Atlanterhavet, bevirkede det, at der kun var meget få ubåde aktive i Nordatlanten, da de fleste ubåde hele tiden var på vej til eller fra basen hjemme. Når de endelig nåede frem til operationsområdet, kunne de ikke nå længere ud end 12° vestlig længde, før de måtte vende om for ikke at løbe tør for brændstof.

Efter at Norge og Frankrig var blevet erobret, blev de tyske ubådsbaser flyttet til nye baser langs den norske og franske Atlanterhavskyst. Dermed kunne ubådene nå ud omkring 25° vestlig længde, hvilket var 6° længere ud, end de 19° vestlig længde konvojeskorteskibene fra Storbritannien kunne nå.

Tysklands mangel på ubåde fortsatte igennem de første to år af krigen. I gennemsnit havde Tyskland frem til februar 1941 kun omkring 28 ubåde i søen ad gangen, hvoraf de fleste var på vej til og fra hjemhavn.

Dertil kom, at omkring 30% af tyskernes torpedoer ikke virkede. En del havde fejl i tændsatserne. Andre havde en fejl i balancekammeret, der bevirkede, at de ikke kunne holde en vandret kurs, men dykkede.

De tyske ubåde fik dermed en uheldig start på krigen, og Storbritannien vandt sig en periode, hvor de kunne få opbygget et ordentligt forsvar mod ubådene. Den 31. maj 1940 var i alt 561 handelsskibe på 1,7 mio. ton, britiske, allierede og neutrale, gået tabt. Det lyder af en del, men kun omkring 50% af dem var blevet sænket af ubåde. Til gengæld havde tyskerne i samme periode mistet 24 ubåde eller næsten en hel årsproduktion.

En konvoj bestod normalt af omkring 35 handelsskibe fulgt af et antal eskortefartøjer. Handelsskibene var delt op i otte kolonner à fire-fem skibe, der lå med ca. 370 meter imellem sig, mens afstanden mellem kolonnerne var 700-800 meter. Beregnet ud fra disse tal var en standardkonvoj dermed ca. 3 km bred og 5,5 km lang foruden den plads eskorteskibene optog. Skibene var nummereret fra bagbord mod styrbord og ned gennem rækkerne. Skib nr. 23 var således 2. rækkes 3. skib beregnet fra bagbordsside af konvojen.

Konvojens fart varierede fra omkring syv knob for en langsom konvoj og op til ca. 10 knob for en hurtig, mens skibe der kunne sejle mere end 15 knob fik lov til at sejle alene.

Et skib der faldt mere end ti miles bagud i forhold til konvojen eller fem miles bagud og ude af stand til at nå frem inden mørkets frembrud, blev kaldt en straggler. Et skib der kunne sejle hurtigere end konvojen, men under 15 knob, og som stak af fra konvojen for at sejle forud, blev benævnt en romper. Både straggling og romping var noget, man skulle undgå – i foråret 1941 ramte således op imod 50% af de allieredes tab skibe, der var benævnt stragglers eller rompers.

Et skib i konvoj måtte ikke stoppe op for at samle eventuelt overlevende fra et sænket skib op. Dette skyldtes dels faren for at skibet skulle blive torpederet, dels at der også var kollisionsfaren med andre af konvojens skibe at tage hensyn til. Eskortefartøjerne kunne, hvis der var mulighed for det, stoppe op og samle overlevende op, men ellers var en del konvojer ledsaget af såkaldte Rescue Ships. Det var oftest mindre passagerskibe, der var blevet indrettet med specielle sengepladser og operationsstuer. I alt blev der indsat omkring 30 af disse skibe. Det var ikke nok til at dække alle konvojer, men i alt deltog disse skibe i ca. 800 konvojer og 4194 søfolks liv blev reddet.

Beskyttelsen af konvojerne, der i begyndelsen af krigen havde været meget mangelfuld, blev i løbet af krigen stærkt forbedret. Flere eskorteskibe blev sat ind, både fregatter og en helt ny skibstype kaldet korvet, af hvilke der i Storbritannien blev bygget omkring 250. Efterhånden som krigen skred frem fik konvojerne følge af eskortehangarskibe, der gav permanent luftdækning af konvojen, ligesom der fra baser i Canada, Grønland, Island og Irland blev indsat langtrækkende flyvemaskiner, der yderligere gav dækning og kunne angribe uddykkede ubåde eller tvinge dem til at dykke. Da ubådene, som nævnt ovenfor, kun kunne sejle 80 sømil med 4 knob, før de skulle op og oplade batterier, kunne man ved at tvinge ubåde til at dykke give selv langsomme konvojer en mulighed for at slippe væk.

Med USA's og Japans indtræden i krigen i december 1941 kom yderligere farvandene ud for USA's østkyst, Det Caribiske Hav, Sydatlanten og Det Indiske Ocean inden for de tyske ubådes operationsfelt. At dette kunne lade sig gøre, skyldtes udlægningen af en række tyske forsyningsskibe eller ubåde, såkaldte milch cows, hvor ubådene kunne lægge til og få nye forsyninger.

Ubådenes foretrukne angrebsform var den såkaldte "ulvekobbel-" eller wolf pack-taktik, hvor ubådene blev sat ind i store samlede angreb på den enkelte konvoj. Tyskerne havde via deres efterretningstjeneste fået fat i den britiske flådes koder, så man havde frem til årsskiftet 1943-44, hvor de britiske koder blev udskiftet, ret god viden om, hvor de enkelte konvojer befandt sig.

Før et angreb blev ubådene lagt i en række på tværs af konvojens forventede rute. Når kontakten var skabt, fulgte ubåden med konvojen ude på fløjene. Uddykket kunne en ubåd sejle næsten dobbelt så hurtigt som en konvoj, hvilket indebar, at de kunne sejle forud for konvojen og ligge klar til angreb den efterfølgende nat. Ubådene angreb om natten, gerne med vinden og søen ind fra agten og helst med konvojen i silhuet op mod Månen. Angrebet skete fra overfladen fra en uddykket ubåd.

At angrebet skete fra en uddykket ubåd medførte, at den britiske flåde, hvis skibe var udstyret med sonar, havde svært ved at finde ubåden. Sonaren, der bygger på en akustisk teknik, hvor man via lydbølger og disses ekko kan finde afstand, retning og dybde på genstande, der er neddykkede, er ikke effektiv over for en uddykket ubåd. Dette blev først udbedret, efterhånden som skibene i løbet af 1941-42 blev udstyret med radar, der via udsendelsen af mikrobølger og deres ekko kan finde genstande, der befinder sig i overfladen. Med en kombination af sonar og radar blev man i stand til at spore en ubåd, hvad enten den befandt sig ned- eller uddykket.

De tyske ubåde blev ledet fra det tyske ubådshovedkvarter i Lorient i Frankrig, så der var radioforbindelse mellem de enkelte ubåde og hovedkvarteret. Korrespondancen foregik i kode, skrevet på en særlig krypteringsmaskine, kaldet en enigma-maskine, der omskrev en klartekst til kode. I maj 1941 lykkedes det briterne at erobre en enigma-maskine, og fra da af kunne den britiske flåde, bortset fra en periode mellem februar 1942 og februar 1943, følge med i korrespondancen mellem ubådene og hovedkvarteret. Man havde dermed klarhed over, hvor mange ubåde der var sat ind, hvor de befandt sig, og hvor de planlagde at angribe.

En anden måde, hvorpå man lokaliserede de tyske ubåde, var et system ved navn Huff-Duff. Systemet, der stod for HF-DF (højfrekvens-retningsfinder), muliggjorde, at man via to eller tre lytteposter opsnappede og stedbestemte ikke alene radiokommunikationen mellem ubådene og hovedkvarteret i land, men også den ellers meget sparsomme radiokommunikation mellem ubådene, når de før et angreb fandt sammen i grupper.

1942 var et godt år for de tyske ubåde. I Nordatlanten havde de allierede mistet 1006 skibe. Det samlede antal for alle oceaner var 1662 skibe eller omkring 138 om måneden. Over for det havde tyskerne mistet 86 ubåde. I marts 1943 havde tyskerne, der siden 1941 havde prioriteret bygningen af nye ubåde meget højt, i alt 400 operationsklare ubåde, hvoraf de 222 lå i frontlinjen. Det var dog stadig ikke nok, for opgaverne var mange og afstandene store. Så af de 222 ubåde i frontlinjen var kun 48 placeret i Nordatlanten. Tyskerne var derfor, og på trods af de mange ubåde, stadig svage, og nu begyndte de allierede for alvor at få overtaget.

De mange teknologiske fornyelser, indsættelsen af flere eskorteskibe både hangar- og almindelige eskorteskibe, langtrækkende bombefly foruden Enigma og Huff-Duff, øvede nu for alvor indflydelse på begivenhedernes gang.

I januar 1943 blev der sænket seks tyske ubåde, men derefter steg tallet til 19 og i maj steg det til 41. I alt blev der i de første fem måneder af 1943 sænket 96 ubåde. Tabene var dermed blevet for store, og den 24. maj blev de tyske ubåde beordret væk fra Nordatlanten, indtil man havde modtaget tilstrækkeligt med nye og forbedrede ubådstyper. Tyskland havde dermed tabt Slaget om Atlanterhavet. Ubådene var der endnu, skibe blev stadig sænket, og søfolk døde, men fra da af var ubådene ikke længere en trussel mod de livsvigtige forbindelser mellem USA og Storbritannien. Tropper og forsyninger til de forestående invasioner på Sicilien, Italien og senere hen Normandiet kunne overføres, og vejen for den endelige sejr lå åben.

Årsagerne til nederlaget var mange. Hvoraf de fleste har fremhævet Enigma, radar, Huff-Duff og flydækningen fra baserne i Nordatlanten og eskortehangarskibe. Man skal dog heller ikke glemme selve konvojsystemet og det stadigt forøgede antal eskortefartøjer, der blev sat ind. Dernæst skal det nævnes, at de tyske ubåde gennem hele krigen havde svært ved at finde de allierede konvojer. Selv i den værste periode fra februar 1942 til februar 1943, hvor Enigmaen var ude af kraft, fandt tyskerne af 174 konvojer over Atlanten således kun de 69. Af dem slap de 23 over uden at lide tab.

Desuden er der selve ubådskrigens historiske forløb. Da Storbritannien i årene 1940-41 stod alene og svagt, var ubådene slet ikke klar til at sætte ind med fornøden styrke.

Da de endelig var det, var det for sent, for da var Storbritannien for alvor blevet mobiliseret, Sovjetunionen og USA var kommet med i krigen, og ingen kan for alvor tro på, at det så sent i krigen som årsskiftet 1942-43 kunne lykkes tyskerne at knække Storbritannien.

Tyskland byggede ca. 1162 ubåde, hvoraf omkring 700 var af type VII. Alt efter udgave var der med type VII tale om en ubåd på 850-1100 ton. Den havde en dieselmotor på 2300-4400 HK og en elektromotor på 750 HK. Marchhastigheden lå på 16-18 knob uddykket og seks-syv knob neddykket. Den havde en rækkevidde fra 4300 sømil og op til 10.000 sømil. Neddykket ved 4 knob kunne den sejle omkring 80 sømil, før den skulle op til overfladen for at lade batterierne op. Besætningen var på 44 mand.

I alt blev der i løbet af krigen sænket 785 tyske ubåde. Efter Tysklands overgivelse den 8. maj 1945 dukkede 156 ubåde op til havoverfladen for at overgive sig, mens 221 ubåde blev sænket af deres besætninger. Antallet af besætningsmedlemmer om bord i ubådene var 39.000, hvoraf de 32.000 mistede livet. Hvilket vil sige, at ubådenes tab i menneskeliv lå omkring 82%.

De allierede mistede mange skibe. I alt blev der under krigen sænket 5150 skibe, hvoraf de 2714 var britiske, resten allierede eller neutrale. Størsteparten, 2828 skibe, blev sænket af undervandsbåde, mens 820 blev sænket ved flyangreb. Miner, krigsskibe og torpedobåde tog så resten. I menneskeliv var tabene for den britiske handelsflåde ca. 30.000 søfolk, heriblandt også er en stor del af de danske omkomne.

Over 5000 handelsskibe gik tabt, og det står da også klart, at en forudsætning for en allieret sejr var, at disse tab i handelsskibe kunne stoppes. Betydningen af tabene skal dog heller ikke overdrives, for selv om 5150 skibe lyder af meget, så blev der i løbet af krigen organiseret 2889 konvojer med i alt 85.775 sejladser. Selv på Nordatlanten slap omkring 90% af alle konvojer igennem uden overhovedet at blive angrebet. Af 67 konvojer til Murmansk og Arkhangelsk var der kun fire konvojer, der havde tab af handelsskibe, hvoraf en konvoj, den berømte PQ 17, mistede 24 ud af 39 handelsskibe. Det skal også nævnes, at de allierede ikke var de eneste, der fik sænket skibe, idet aksemagterne Tyskland, Italien og Japan fik sænket omkring 12 mio. ton.

For at udbedre tabene af handelsskibe blev der i alle de allierede lande indledt store nybygningsprogrammer af seriefremstillede handelsskibe, der alle mere eller mindre var skåret over den samme model. I Storbritannien kaldte man skibene EMPIRE, i Canada hed de FORT eller PARK, mens de i USA, der byggede de største serier, blev kaldt VICTORY og LIBERTY.

I alt blev der i løbet af krigen, fra værfterne i de allierede lande, leveret omkring 7500 handelsskibe til erstatning, for de 5150 skibe, allierede og neutrale, der gik tabt. Beregnet fra januar 1940 til den europæiske krigs slutning maj 1945 vil det sige, at der i gennemsnit blev bygget ca. 120 skibe om måneden. Det var langt over, hvad tyskerne, italienerne og japanerne var i stand til at sænke. I 1940 havde tabene ligget på 88 skibe om måneden, 1941 på 108, 1942 på 138, 1943 på 50, 1944 på 17 og i 1945 på 19 skibe. Det fremgår dermed, at kun i 1942 oversteg tabene de gennemsnitlige månedlige leveringer af nybyggeri.

Man skal dog huske, at leveringerne af nybyggeri først for alvor kom i gang fra årsskiftet 1941-42. Så i 1942 havde tyskerne måske alligevel en chance for at nå målet med ubådskrigen: at få standset leveringen af forsyninger over Atlanten mellem USA/Canada og Storbritannien. I hvert fald står det klart, at havde det været muligt at levere en virkelig kraftig ubådsoffensiv i løbet af efteråret 1940 og første halvdel af 1941, så havde man haft en reel chance for at knække Storbritannien før den tyske invasion af Sovjetunionen og før USA's indtræden i krigen.

Denne nænsomt justerede artikel stammer fra Kåre Laurings bog: Mellem bomber og torpedoer - i konvoj på Atlanten. Gyldendal, 2004.

Litteratur:

Andrew Williams: Slaget om Atlanten (2003).

David Miller: Ubåde - Historien om Tysklands frygtede undervandsvåben (2002).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig