Kastrup Fort, (opr. Kastrup Batteri), tidligere kystbatteri syd for København på Amagers østkyst, opført 1886-87 som højre fløj i Københavns søbefæstning. Batteriet, der var et åbent jordværk, blev nedlagt i 1922 og er nu strandpark. Dets opgave var sammen med Middelgrundsfortet at dække den sydlige indsejling til København. Fortet var oprindelig armeret med fire 30,5 cm kanoner. Hertil kom to 15 cm og to 47 mm kanoner samt to fire-pundige forladekanoner og to dobbeltløbede maskingeværer i feltlavet til forsvar af voldgraven. Under 1. Verdenskrig blev bevæbningen forstærket i form af to 75 mm kanoner, og forladekanonerne blev erstattet af tre 37 mm kanoner. I 1925 blev arealet overdraget til Københavns Kommunes parkafdeling. Kanonerne var forinden blevet fjernet, men deres briske kan fortsat ses.

Fra 1933 til 1940 var fortet en form for forlystelsespark med bl.a. bådeudlejning i voldgraven. Under den tyske besættelse indkvarterede værnemagten soldater på fortet, og ved krigens slutning måtte fortet lægge plads til en større gruppe tyske flygtninge. I 1947 genåbnedes fortet for offentligheden og blev takket være Danmarks første friluftsbiograf samlingssted for hele Københavns ungdom; denne var åben indtil 1963. På fortets top findes en sommerrestaurant med en smuk udsigt over Øresunde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig