Langelandsfort, kystbefæstningsanlæg bygget i 1952-54 af Forsvarets Bygningstjeneste som led i forsvarsordningen af 1950/51. Sammen med Stevnsfortet indgik Langelandsfortet i Danmarks moderniserede søforsvar. Udover at skulle kunne beskytte de meget vigtige minefelter i Storebælts sydlige del skulle fortet også hindre fjendtlige flådestyrker i at trænge op i bæltet.

Fortet bestod af i alt 14 bygningsværker: fire kanonstillinger samt underliggende mandskabs- og ammunitionsrum. To bunkersanlæg for maskincentraler med dieselgeneratorer til nødstrømsforsyning. En kommando- og ildlederbunker. Seks nærforsvarsbatterier med ildledelsestårn samt underliggende mandskabs- og ammunitionsrum samt en fremskudt ildlederbunker ved kysten øst for fortet. Efter den tids målestok var fortet godt beskyttet mod beskydning fra søsiden og mod luftangreb med konventionelle våben.

De fire kanonstillinger var hver især bestykket med en 150 mm P.K.L. L/55 Model M/1930 og var placeret i en halvcirkel. I midten af 1960’erne blev der opstillet to 150 mm kanoner af samme type som hovedbatteriet. Også disse kanoner havde været en del af den tyske besættelsesmagts kystbatterier og havde været opstillet på Hesbjerg ved Gilleleje i krigens sidste tid. Kanonerne kunne skyde 22 km og var således i stand til at dække farvandet til Lolland. Hver granat vejede 45 kg, og der kunne affyres op til seks skud i minuttet. Til beskyttelse mod luftangreb havde fortet seks dobbelte 40 mm luftværnskanoner.

Fortet og Cubakrisen

En blanding af geografiske, lokale og storpolitiske tilfældigheder gjorde, at Langelandsfort under Cubakrisen blev del af en international konflikt, der kunne have fået fatale følger. Fortet havde en særdeles god placering i forbindelse med kontrol af skibstrafikken. Bundforholdene gjorde, at skibe skulle relativt tæt på Langelands kyst for at passere videre igennem Storebælt, og derfor var det muligt at holde godt øje med de skibe, som passerede forbi, fra Langelandsfortets marineudkigsstation. En af de folk, som fulgte skibene, var Arthur Christensen. Sammen med makkeren Anker Johansen var han ofte på vagt her. Hele den sovjetiske trafik blev ikke blot fulgt fra landjorden, men også luften og søsiden.

I løbet af 1962 bemærkede de en stadig intensiv trafik af sovjetiske fragtskibe. Skibene medførte som oftest dækslast såsom fly, lastbiler, motortorpedobåde og andet. "En tidlig morgen måtte jeg kigge en ekstra gang, da jeg pludselig så, at dækslasten på et af skibene ikke var dækket til. Den bestod udelukkende af raketmissiler," har Arthur Christensen forklaret. Denne observation blev videregivet til Søværnets Operative Kommando, som sendte meldingen videre til NATO. Det var efter alt at dømme her, den danske efterretningstjeneste kom til at gøre en forskel i den internationale krise. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), oberst H.M. Lunding, skrev følgende i sine erindringer: "Da det kunne konstateres, at visse skibe pludselig vendte om og atter satte kursen mod Østersøen, var dette naturligvis højst opsigtsvækkende og en betydningsfuld oplysning for USA's præsident Kennedy i den tilspidsede situation." Observationen vedrørende de sovjetiske skibe blev videregivet til den danske regering. Fra disse dage i 1962 og frem til den kolde krigs afslutning 30 år senere levede fortet og dets skiftende besætninger en relativt rolig tilværelse. Faktisk så rolig at Langelandsfort i lighed med andre af forsvarets koldkrigsinstallationer blev vurderet overflødige i den nye tid.

Den 6. april 1993 lukkede Forsvaret ned for aktiviteterne på Langelandsfortet. Fortet blev åbnet for offentligheden som museum i 1997; se Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig