blankvåben

Blankvåben, (ty. Blankwaffe 'skinnende våben'), civile og militære håndvåben til hug, stik eller kast, fremstillet af jern. Blankvåben omfatter først og fremmest personlige våben, der fra tidernes morgen har været båret af den enkelte til selvforsvar eller brugt i duel. Disse våben har derfor altid været omgærdet med særlig interesse eller højagtelse af brugeren.

Udviklingen af blankvåben tog sit udgangspunkt i jernalderens kniv, økse, sværd og spyd. Kniven eller dolken var et uundværligt redskab i dagligdagen, men også et nødværgevåben over for dyr og mennesker. Kniven udvikledes fra redskab til våben. Overgangen fra kniv til et kort enægget sværd er vanskelig at tids- og stedfæste, da der er mange overgangsformer. Det enæggede sværd afløstes i vikingetiden af det tveæggede, der var vanskeligere at fremstille og kun blev skabt til militærvåben.

Spyddet og øksen, der oprindelig var redskaber og nødværgevåben, udvikledes også i vikingetiden til perfekte kampvåben. Fra omkring 1000 udvikledes disse våben som henholdsvis rytter- og fodfolksvåben, men blev stadig kun brugt militært.

Ryttersværdet blev tungere og kraftigere, men klingelængden overskred ikke en meter. For at afbalancere det tunge våben blev angelen, grebet, længere og forsynet med en tung sværdknap, hvilket bragte våbnet i balance omkring pareranordningen. Et sæt af bøjler, der ydede hånden bedre beskyttelse, udvikledes i 1400-t.

Fodfolkssværdet beholdt sit udseende og sin længde. Dette hang sammen med, at mens sværdet var afgørende for rytterens indsats på slagmarken, blev hellebarden en kombination af spyd og økse, fodfolkets hovedvåben og en afgørende faktor i slag fra 1400-t.s midte.

Spyddet udvikledes til lansen, der efter at have vist sig egnet i kampe i Norditalien i slutningen af 1400-t. blev overtaget af fodfolket og videreudviklet til piken, et langt spyd med panserbrydende od, der gjorde det muligt for fodfolket at stoppe pansret rytteri. Fodfolkets bevæbning med lange stagevåben nødvendiggjorde et kort sidevåben, der kunne anvendes i det håndgemæng, som opstod, når to hære stødte sammen.

Efter 1500 udvikledes et kort fodfolkssværd, der efterhånden blev udstyret med pareranordninger, der lignede ryttersværdets. Disse våben, rapiren eller kården, udvikledes til civile våben, der blev båret som en del af mandsdragten. Samtidig kom kniven til ære og værdighed som våben i fægtekunsten, idet den fra 1500-t. anvendtes som venstrehåndsdolk, dvs. en dolk, der blev brugt til at parere med og til at støde med, når man kom ind under modstanderens parader.

Ildvåbnenes fremkomst reducerede efterhånden blankvåbnenes betydning militært, men specielt det lette rytteri udviklede en ny type blankvåben, sablen, der sammen med pallasken, en videreudvikling af ryttersværdet, var i brug som rytteriets hovedvåben frem til slutningen af 1800-t.