.

Kanonbåd, oprindelig et rofartøj, der var bestykket med en eller to forladekanoner. Kanonbåden blev udviklet i Sverige i 1780'erne af F.H. af Chapman og indført i den danske flåde i 1790'erne. Her endte man efter en række forsøg med to hovedtyper, kanonchaluppen med to 24-punds kanoner og 64-mands besætning og kanonjollen med en 24-punds kanon og 24-mands besætning. Begge typer fandtes også som bombefartøjer, bestykket med en 60-punds mortér. Under Englænderkrigen 1807-14, der ligefrem blev kaldt Kanonbådskrigen, spillede disse fartøjer en meget betydelig rolle; ved fredsslutningen i 1814 rådede den danske flåde over 176 kanon- og mortérchalupper og 71 kanonjoller, og kanonbåde blev stadig anvendt under De Slesvigske Krige.

Senere betegnede kanonbåd et mindre, artilleribestykket dampskib, ofte anvendt i de europæiske magters oversøiske kolonier, hvor de på kyster og floder kunne hævde kolonimagtens autoritet over for lokalbefolkningen. Begrebet kanonbådsdiplomati har sin oprindelse her.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig