San Francisco-konferencen, 1 international konference i San Francisco 25.4-26.6.1945, hvor FN blev grundlagt. Delegationer fra 46 stater, der havde undertegnet De Forenede Nationers Erklæring af 1.1.1942, deltog fra begyndelsen; senere kom fem andre lande til, heriblandt Danmark, hvilket bragte antallet af stiftende nationer op på 51. Konferencen stadfæstede de grundlæggende principper for en verdensomspændende organisation, der var blevet fremlagt ved Dumbarton Oaks-konferencen og bekræftet under Jaltakonferencen; 24.10.1945 trådte FN-pagten officielt i kraft.

2 fredskonference i San Francisco i september 1951 mellem Japan og USA samt 47 andre lande. Landene undertegnede 8.9.1951 en fredsaftale, der afsluttede de allieredes besættelse af Japan. Aftalen havde effekt fra april 1952. Uenighed om den fremtidige status for de fire sydlige øer i Kurilerne, som Sovjetunionen havde besat i slutningen af krigen, betød, at Sovjetunionen ikke underskrev aftalen. Japan gør fortsat krav på disse øer, som de kalder deres nordlige territorier og ikke medregner til Kurilerne, og Rusland og Japan har stadig ikke indgået en formel fredsaftale (2011).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig