USS Indianapolis, CA-35, amerikansk krydser af Portland-klassen). Skibet blev taget i brug i november 1932. Under det meste af 2. Verdenskrig var det flagskib i 5. Flåde og deltog i en række af slagene i Stillehavskrigen. I slutningen af 1944 gennemgik skibet en større overhaling på værft i USA, men gik tjeneste igen i februar 1945 og deltog i landgangen på Iwo Jima og Okinawa.
USS Indianapolis
Sænkningen af Indianapolis
Efter have hentet væsentlige dele af USA's første atombombe i San Francisco, sejlede Indianapolis via Pearl Harbor til Stillehavsøen Tinian, hvor den afleverede sin tophemmelige last den 26.7.1945. Derpå blev krydseren uden eskorte dirigeret via Guam til Leyte i Philippinerne. Det forlod Guam 28.7.1945 og blev kort efter midnat 30.7.1945 angrebet med torpedoer af den japanske undervandsbåd I-58. Krydseren blev ramt og sank på 12 minutter. Man nåede at udsende tre nødsignaler, som blev hørt uden at nogen reagerede på disse. Af besætningen på 1196 mand omkom ca. 300 ved eksplosionerne, mens de resterende knap 900 var henvist til at springe i det stærkt hajfyldte farvand blot iført redningsveste - mange endda uden. Ingen redningsbåde nåede at blive aktiveret. Ved en alvorlig fejl blev skibet ikke meldt savnet, idet ankomststedet ikke var blevet underrettet om, at krydseren var afsejlet.
De nødstedte var således både afskåret fra drikkevand og mad og prisgivet farvandets mange hajer. De samlede sig i cirkelgrupper og holdt hinanden i armene i de næst fire døgn, hvor et forbipasserede fly den 2.8.1945 kl. 10.45 tilfældigvis observerede de nødstedte. Piloten slog alarm, og fly og skibe ilede til området. En Catalina-flyvebåd valgte trods forbud herom at lande ved de nødstedte, hvor det lykkedes at bjerge 56. Nogle af de reddede måtte af pladshensyn anbringes oven på flyets bæreplan, indtil de senere kunne overføres til andre fartøjer. Det lykkedes i alt at redde 321, hvoraf fem dog døde kort efter. De fleste af de savnede var blevet ædt af hajerne, mens deres kammerater så til.
Indianapolis' kaptajn Butler McVay blev snart efter stillet for en krigsret, som fandt ham ansvarlig for forliset. Han fik dog lov til at fortsætte i tjenesten, men begik selvmord i 1968. Han blev i 2000 frikendt for skyld i forliset. Han var den eneste skibsfører på de 700 skibe, USA's flåde mistede i krigen, som blev stillet for en krigsret.
Litteratur:
Doug Stanton: In harms way (2001).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.