Langelandsfort, kystbefæstningsanlæg bygget i 1952-54 af Forsvarets Bygningstjeneste som led i forsvarsordningen af 1950/51. Sammen med Stevnsfortet indgik Langelandsfortet i Danmarks moderniserede søforsvar. Udover at skulle kunne beskytte de meget vigtige minefelter i Storebælts sydlige del skulle fortet også hindre fjendtlige flådestyrker i at trænge op i bæltet.
Fortet bestod af i alt 14 bygningsværker: fire kanonstillinger samt underliggende mandskabs- og ammunitionsrum. To bunkersanlæg for maskincentraler med dieselgeneratorer til nødstrømsforsyning. En kommando- og ildlederbunker. Seks nærforsvarsbatterier med ildledelsestårn samt underliggende mandskabs- og ammunitionsrum samt en fremskudt ildlederbunker ved kysten øst for fortet. Efter den tids målestok var fortet godt beskyttet mod beskydning fra søsiden og mod luftangreb med konventionelle våben.
De fire kanonstillinger var hver især bestykket med en 150 mm P.K.L. L/55 Model M/1930 og var placeret i en halvcirkel. I midten af 1960’erne blev der opstillet to 150 mm kanoner af samme type som hovedbatteriet. Også disse kanoner havde været en del af den tyske besættelsesmagts kystbatterier og havde været opstillet på Hesbjerg ved Gilleleje i krigens sidste tid. Kanonerne kunne skyde 22 km og var således i stand til at dække farvandet til Lolland. Hver granat vejede 45 kg, og der kunne affyres op til seks skud i minuttet. Til beskyttelse mod luftangreb havde fortet seks dobbelte 40 mm luftværnskanoner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.