Faktaboks

Michel Le Tellier
Født
1603
Død
1685

Michel Le Tellier, 1603-1685, fransk politiker. Le Tellier stammede fra kredsen af borgerlige embedsmænd og var jurist af uddannelse. I 1643 sørgede Ludvig 13. og Jules Mazarin for, at han blev udnævnt til secrétaire d'État à la guerre, en slags krigsminister, et hverv, han beholdt indtil 1677, da han som retrætepost overtog det stærkt reducerede chancelierembede.

Efter Ludvig 14.s magtovertagelse ved Mazarins død i 1661 tegnede han sammen med Hugues de Lionne (1611-71) og J.-C. Colbert den franske regering frem til sin død. Han var hovedmanden bag de reformer af hærens infrastruktur, der er nøglen til forståelsen af Ludvig 14.s krigsmagt.

Fra at hæren havde været en stat i staten, hvor hvert regiment i høj grad udgjorde en selvstyrende enhed under en officers ledelse, skabte Le Tellier 1659-66 en central styring med en ny ansvarsfordeling. Samtidig samlede han et meget magtfuldt klientel, der besatte alle nøgleposter. Den indre sikkerhed var ligeledes Le Telliers domæne, og som glødende katolik støttede han Ludvig 14. i opfattelsen af protestanterne som et væsentligt problem; få dage før sin død redigerede han tilbagekaldelsen af Nantesediktet. Hans kanslerembede og position blev overtaget af sønnen François-Michel Le Tellier Louvois.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig